Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/05-06   -   Pressemeddelelse

Pift haven op med yndige klematis

Ser haven træt ud efter vinteren, og sukker du efter at give den et farverigt løft, er der håb forude. Klematis-arterne alpina og macropentala er med deres små, yndige blomsterhoveder oplagte til at skabe liv.

De ser måske nok blide og skrøbelige ud. Men tag ikke fejl. De småblomstrende klematis-arter, der er fremme netop nu, kan sagtens klare mosten i form af en omgang nattefrost, et skyllende forårsregnvejr eller stærk vind.

"De er utrolig hårdføre og nemme at have med at gøre. Man skal ikke spekulere på at beskære dem, og de kræver ingen pasning. Og så blomstrer de de næste mange år", siger Conny Enevoldsen, der er ejer af gartneriet Westerly.

Alpina og macropentala, som findes i farverne blå, rosa og hvide toner, er gode overalt i haven:
De kan klatre op ad det gamle æbletræ, de kan bruges i pergola eller på espalier, og de er også fine at have stående i krukker. Hvis du vælger krukken, skal du sætte en pilegren i, som blomsten kan kravle op ad. På den måde kan du hurtigt skabe stemning for eksempel ved entredøren.

Conny Enevoldsen er generelt meget glad for klematis, men skal hun pege på en yndlingsmodel, er det de helt små.

"De små blomster klæder buske og hegn utrolig godt. De er meget yndige i udtrykket, hvorimod de middagstallerkenstore klematisarter godt kan virke noget bombastiske," siger hun.

Alpina stammer fra Mellem- og Sydamerika samt Asien. Her vokser den primært i bjergområder. Macropentalaen hører oprindeligt til i det sydlige Sibiren, Nordkina og Manchuriet. For begge arter gælder, at de blomstrer i april og maj og har genblomstring et stykke hen på sommeren.

Gartneriet Westerly har specialiseret sig i slyngplanter, som der produceres 40.000 eksemplarer af om året. Størstedelen er klematis, men der produceres også brombær, humle, kaprifol m.m. på gartneriet. Westerly blev etableret i 2004 og har 2000 m2 under tag samt et større udendørs areal. Conny Enevoldsen ejer og driver gartneriet sammen med sin mand Georg Holk Lauridsen. Planter fra Westerly kan købes på planteskoler landet over.

Fotos af småblomstrende klematis er vedlagt.

Relevant information

http://www.westerly.dk


Pressekontakt


Firma

Westerly
Højgårdsvej 4
6900 Skjern, Danmark

  86 88 34 62
  86 88 34 69

http://www.westerly.dk

Modtag nyheder fra Westerly på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater