20/08-09
-
Pressemeddelelse
Stor fødselsdagsfest for Den Lille Havfrue
100 havfruer springer i Københavns havn for at fejre Den lille Havfrues fødselsdag. Næste sommer er Den lille Havfrue i Shanghai, så på søndag skal hendes fødselsdag fejres for fuld musik.
Hele Langelinie er i fødselsdagshumør søndag den 23. august, når Danmarks mest berømte og besøgte kvinde fylder 96 år.
Havfruer i alle aldre vil fejre den gamle havfrue ved at springe i vandet og sende balloner til vejrs. På kajen vil musik, eventyrfortælling og fødselsdagssang være med til at fejre Den Lille Havfrues 96 års fødselsdag.
- Fejringen af Havfruens fødselsdag er ekstra aktuel i år, da Havfruen er bortrejst hele næste sommer. Det er blevet en festlig tradition, en rigtig Københavnerbegivenhed, at vi fejrer Havfruens fødselsdag, og det er samtidig en oplagt anledning til at fortælle verden, at København er en by, hvor man kan tage en dukkert i en ren havn, siger underdirektør Martin Bender fra Wonderful Copenhagen.
Både havfruen, badenymferne i havnen og fejringen på Langelinie er godt billedstof, og igen i år kommer TV-hold fra både ind- og udland og filmer festlighederne.
Det er 7. år i træk, at Wonderful Copenhagen markerer havfruens fødselsdag. H.C. Andersen Parade synger, spiller og fortæller uddrag fra H.C. Andersens mest kendte eventyr. Traditionen tro spiller Havnens Brass Band.
Wonderful Copenhagens arrangement foran selve havfruen begynder kl. 13.00, når paraden ankommer.
Kl. 13.29 spiller Havnens Brass Band op, og kl. 13.30 ankommer de mange havfruer for at tage deres årlige dukkert. De vil sammen danne et 96-tal i vandet for at hylde fødselaren.
Læs mere om eventyret, historien og skaberen bag Den Lille Havfrue her:
http://www.visitcopenhagen.dk/content/turist/hvad_sker_der_i_byen/sevardigheder/den_lille_havfrue
Relevant information
http://www.wonderfulcopenhagen.dk/