24/03-10
-
Pressemeddelelse
Største europæiske vindkongres til København
Den europæiske vindorganisation European Wind Energy Association (EWEA) har valgt København som værtsby for foreningens kongres i 2012. Den danske vindenergibranche er stolte og glade, og ser beslutningen som en bekræftelse af Danmarks position på vindmarkedet.
Om to år vil op mod 10.000 forskere, videnskabsmænd, virksomhedsledere, studerende og mange andre være i København for at deltage i kongressen EWEA Wind Power.
Wonderful Copenhagen, der i tæt parløb med Vindmølleindustrien i Danmark har vundet kongressen til København, vurderer, at de mange gæster vil generere en omsætning til byen på omkring 134 millioner kroner. Men effekten for den danske vindindustri forventes at blive endnu mere markant.
"For industrien betyder valget af København som værtsby i 2012, at der i branchen er en stor anerkendelse af Danmarks position som verdens førende vindnation. Ikke blot i forhold til at integrere store mængder vindkraft i energisystemet, men også i forhold til, at vi hele tiden udvikler nye teknologiske løsninger og dermed fastholder vores position i toppen af vindindustrien," siger Jan Hylleberg adm. direktør i Vindmølleindustrien og fortsætter:
"Vi ser frem til at sætte et godt program sammen i samarbejde med vores partnere og sikre, at alle får fuldt udbytte af kongressen i København."
København, fordi de kan!
Vindmølleindustrien er i kraftig vækst, og det smitter af på, hvor mange der kommer til de årlige europæiske kongresser. Derfor er der brug for et kongrescenter, der både har plads til 10.000 delegerede og en stor brancheudstilling. Og en destination, der har erfaring i lignende arrangementer. Med afholdelsen af COP 15 fik København og Danmark slået sit navn fast som værtsby for store internationale kongresser med bæredygtighed på programmet.
"Danmarks førerposition på energiområdet betød meget for vores valg, og vi har fået en enormt stor opbakning hos den danske vindmølleindustri. København har et godt navn som international kongresby, og var også vært for COP15. Og Bella Center matcher vores behov perfekt! Derudover betyder det meget, at det er nemt at komme til København med fly fra hele verden, så vi kan tiltrække så mange som muligt," uddyber Anja Wimmer, Head of Event Logistics i EWEA.
COP15-effekten
Den internationale efterspørgsel på bæredygtige møder er stigende, og Københavns grønne profil gør, at man hos Wonderful Copenhagen har et mål om at blive verdens førende inden for bæredygtige møder.
"COP15 forandrede måske ikke verden, men den forandrede mødebyen København. Vi tilbyder et langt mere grønt produkt nu, end før COP15. Derfor er det også naturligt for os at satse målrettet på at tiltrække kongresser med bæredygtighed på programmet som EWEC Wind Power, men også kongresser, der skal afvikles ud fra bæredygtige principper," siger Steen Jakobsen, kongreschef i Wonderful Copenhagen.
EWEC er vundet til København i et tæt samarbejde mellem Wonderful Copenhagens kongresafdeling og Vindmølleindustrien som led i projektet MeetDenmark. Projektet har til formål at tiltrække flere internationale kongresser til København og Danmark og er finansieret af Fonden for Markedsføring af Danmark samt en række private og offentlige partnere.
Relevant information
http://www.wonderfulcopenhagen.dk/