Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/02-11   -   Pressemeddelelse

Dyrevelfærd handler om at hjælpe alle dyr

Foreningen Dyrenes Venner har samlet godt 40.000 underskrifter til støtte for WSPA's kampagne for en FN-erklæring om dyrevelfærd. Foreningens formand Peter Mollerup mener, det er vigtigt, at danske dyrevenner engagerer sig globalt.

I sidste uge modtog WSPA 40.090 underskrifter fra den danske dyreværnsforening Dyrenes Venner. Underskrifterne støtter vores kampagne for en FN-erklæring om dyrevelfærd, og de vil blive lagt sammen med de knap 2,3 millioner underskrifter, som er indsamlet i hele verden.

Formanden fortæller, at de især har haft succes med at få dyrlæger og butikker, der sælger udstyr til kæledyr, til at opfordre deres kunder til at skrive under.

"Det er lykkedes os at samle så mange underskrifter sammen, fordi det er en god sag. Mange danskere er uvidende om, hvad der sker bag kulisserne, så når de bliver præsenteret for virkeligheden, bliver de overraskede og vil gerne hjælpe," siger Peter Mollerup, som mener, at en global deklaration for dyrevelfærd vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning.

"Jeg har fra starten været sikker på, at vi i Dyrenes Venner måtte støtte projektet - og det at en lille organisation med 1.000 medlemmer kan samle over 40.000 underskrifter, må da give indtryk og kunne hjælpe sagen".

Engagement uden grænser

Peter Mollerup har været engageret i dyrevelfærd i Danmark og i udlandet gennem årtier - ikke mindst i de tolv år, han var direktør for Dyrenes Beskyttelse. I 1998 oprettede han Dyrenes Venner, og i dag sidder han i WSPA Danmarks bestyrelse og er derudover også formand for Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation (DOSO).

"For mig har dyrevelfærd altid været et globalt spørgsmål. Det er ikke nok at vide, at ens egne dyr trives, hvis dyr i andre dele af verden har det dårligt. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at Dyrenes Venner skulle have det globale perspektiv med i vores politik.

Jeg kan ikke acceptere, at vi kun rydder op i vores egen lille bondegård. Dyrevelfærd handler om at hjælpe alle dyr, hvad enten de er tropiske dyr eller danske slagtesvin. Det ene udelukker ikke det andet, og jeg mener, at vi sagtens kan have både energien og ressourcerne til at hjælpe både i Danmark og i udlandet," siger han.

Fakta om FN-erklæringen om dyrevelfærd (UDAW):

For at sikre dyr bedre beskyttelse over hele verden arbejder WSPA for en international erklæring om dyrevelfærd (UDAW - Universal Declaration on Animal Welfare) i FN. Erklæringen vil stå ved siden af eksisterende erklæringer, som menneskerettighedskonventionen og børnekonventionen, der har haft enorm gennemslagskraft. Kampagnen har indtil videre fået støtte af omkring 2,3 millioner underskrivere.

En FN-erklæring om dyrevelfærd vil kunne inspirere til forandringer på internationalt, regionalt og nationalt niveau - blandt andet ved at opfordre regeringer til at forbedre deres nationale dyrebeskyttelseslov, være et grundlag for dyrebeskyttelseslovgivning i lande, som i dag ikke har nogen lovgivning på området, og opfordre relevante virksomheder til at opprioritere dyrevelfærd.

Hjælp med en underskrift nu.

Relevant information

http://www.wspa.dk


Pressekontakt


Firma

WSPA Nordic
Vesterbrogade 34, 1
1620 København V, Danmark

  33 73 72 12

http://www.wspa.dk

Modtag nyheder fra WSPA Nordic på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire