19/07-11
-
Pressemeddelelse
Mere åbenhed i IWC
Årets møde i Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) endte med en beslutning om at gøre organisationen mere demokratisk og gennemskuelig. Danmark modsatte sig først forslaget.
Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) har netop afsluttet deres årlige møde, og kommissionens medlemmer kan se tilbage på et kaotisk møde med mange lange forhandlinger. Desværre resulterede mødet ikke i mærkbare forbedringer for hvalerne. Hverken Englands forslag om at styrke IWC's arbejde for at sikre hvalers velfærd (http://bit.ly/r3PLcZ) eller de latinamerikanske landes oplæg til et sydamerikansk hvalreservat opnåede konsensus ved mødet. Begge forslag blev i stedet skubbet til næste møde i Panamá i 2012.
Kontanter modtages ikke
Alligevel er der lidt at glæde sig over efter mødet, for efter lange forhandlinger lykkedes det torsdag medlemmerne at blive enige om en række ændringer af kommissionens forretningsorden. Ændringer, som vil gøre organisationen mere åben og gennemsigtig. Danmark havde som det eneste EU-land modsat sig forslaget inden mødet.
Formålet med ændringerne, som blev fremsat af den britiske regering, er at modarbejde den påståede korruption og skabe mere åbenhed i organisationen, så IWC kommer på linje med andre internationale samarbejdsorganisationer. Ændringerne betyder blandt andet, at det ikke længere vil være muligt for medlemslandene at betale deres kontingent i kontanter.
Det er tidligere set, at især nogle af de fattigere lande er mødt op med poser med kontanter i forbindelse med årsmøderne. Fremover skal kontingenter betales via bankoverførsler, så de kan spores. På den måde forsøger IWC at komme spekulationer om, at lande som Japan køber fattige landes stemmer, til livs. Samtidig vil ændringerne i forretningsordenen betyde, at det vil være lettere at se, hvordan beslutninger bliver taget i IWC.
Ingen taleret til organisationer
Til WSPA's store fortrydelse ville den danske regering dog ikke støtte den del af forslaget, som ville give organisationer taleret under IWC's møder. Danmark, Japan og andre lande kritiserede det britiske forslag for at være for vidtgående, og da det var tydeligt, at det originale forslag ikke ville få den nødvendige opbakning, valgte den britiske regering blandt andet at fjerne afsnittet om taleret til organisationer. Det fik Danmark og resten af IWC's medlemslande til at bakke op om forslaget, som blev vedtaget.
Direktør i WSPA Danmark Gitte Buchhave siger:
"Vi mener stadig, at det er afgørende for hvalernes beskyttelse og velfærd, at vi og andre organisationer bliver hørt i IWC. Vi har en masse viden og erfaring, som er helt afgørende for, at IWC's medlemmer kan vurdere, hvad der er det bedste for hvalerne. Vi vil derfor forsætte med at presse på for, at civilsamfundet får bedre muligheder for at deltage i IWC's møder."
IWC endelig i det 21. århundrede
Selvom IWC ikke kunne blive enig om at lade organisationer tale, glæder WSPA sig over de vigtige ændringer, der trods alt blev gennemført.
Gitte Buchhave siger:
"Det er godt at se, at IWC endelig er klar til at tage de første skridt ind i det 21. århundrede og begynde at indføre demokratiske arbejdsformer, som andre tilsvarende organisationer har fulgt i flere år. Vi ser frem til et mere åbent og mere gennemskueligt IWC."
Relevant information
http://www.wspa.dk
Firma
WSPA Nordic
Vesterbrogade 34, 1
1620 København V,
Danmark
33 73 72 12
http://www.wspa.dk