15/08-11
-
Pressemeddelelse
Vigtigt at klage over feriens dyremishandling
For mange danskere er fridagene forbi. Oplevede du dyr, der led under din ferie, så husk at du faktisk kan klage til feriestedet.
Hos WSPA ved vi, at rigtig mange danskere hvert år kommer hjem med masser af fantastiske oplevelser med dyr fra fjerne egne. Det kan være mødet med en elefantfamilie på den afrikanske savanne, en stolt tigermor i en indisk nationalpark eller en stor delfinflok i det indiske ocean.
At opleve dyr i deres naturlige omgivelser er en fantastisk oplevelse, men desværre byder mange danskeres ferier også på ubehagelige og fortvivlende møder med mishandlede dyr.
Hver femte dansker har set dyremishandling
En undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for os, viser, at 21 procent af danskerne har oplevet noget, de selv opfatter som dyremishandling på en ferierejse i udlandet.
Typiske eksempler er udhungrede og syge katte eller hunde, som roder i skraldespande og tigger sig til mad omkring hoteller og på stranden. Andre er lænkede aber, der tvinges til at optræde for turister på gaden, eller dyreparker, hvor dyrene lever i små bure uden plads til at bevæge sig.
Hvem skal jeg klage til?
Når man oplever dyremishandling, er det vigtigt at klage. På den måde bliver arrangører, rejsebureauer og hoteller presset til at gøre mere for at sikre dyrenes velfærd. Mange melder mishandlingerne til os, men det har langt den største effekt, hvis du klager direkte på feriestedet. Derfor er det bedst at klage til:
· De lokale arrangører (f.eks. arrangører af et dyreshow, en zoologisk have eller et delfinarium)
· Dit hotel
· Dit rejsebureau
· Det lokale turistkontor
· Lokale dyreværnsforeninger
· Det lokale politi, hvis dyremishandlingen er ulovlig i det pågældende land.
Læs mere om dyremishandling på ferien : http://bit.ly/l1XeTF
Relevant information
http://www.wspa.dk
Firma
WSPA Nordic
Vesterbrogade 34, 1
1620 København V,
Danmark
33 73 72 12
http://www.wspa.dk