29/08-11
-
Pressemeddelelse
Australiens parlament modtager billeder af over 11.000 dyrevenner
WSPA har netop præsenteret resultatet af en international fotoindsamling, der er lavet i protest mod eksport af levende dyr. De tilstedeværende medlemmer af det australske parlament satte især pris på at høre om de jobmæssige og samfundsøkonomiske gevinster, der kan opnås ved at skifte til eksport af frossent kød.
Siden vi lancerede vores Humane Chain-kampagne, har over 170.000 personer verden over vist deres støtte. Alle kræver de, at den grusomme eksport af levende dyr stoppes øjeblikkeligt. I de seneste måneder har over 11.000 personer uploadet fotos på kampagnesitet for at blive et led i en global kæde af modstandere mod eksporten.
Under overrækkelsen talte en repræsentant fra den store australske kødeksportør V&V Walsh om de negative konsekvenser, eksporten af levende dyr har for jobmulighederne i landområder og for den økonomiske vækst. Han pointerede, at et skift til lokal produktion og transport af frossent kød kan skabe nye arbejdspladser og stabilitet i hele forsyningskæden i den australske kødindustri.
Stor international opbakning
WSPA's kampagneleder Jessica Borg siger:
"Vi har fået en overvældende respons fra vores støtter over hele verden. De er forfærdede og overraskede over, at den australske regering vil tolerere den dyremishandling, der finder sted i forbindelse med dyreeksporten. I de seneste måneder har over 11.000 personer fra mere end 80 lande uploadet deres foto. Der er blandt andet personer fra Egypten, Brasilien, USA, Storbritannien, Italien og Panama."
Hun fortsætter:
"Mishandlingen inden for den australske eksport af levende dyr har været massivt omtalt i internationale medier og i vores globale dyrevelfærdsnetværk. Alle har været uforstående over for, at Australien lader dyrenes lidelser fortsætte. New Zealand forbød eksport af levende dyr allerede i 2003 og erstattede den med en både mere lønsom og etisk handel med frossent kød. Det store spørgsmål er, hvorfor Australien ikke gør det samme".
Sund fornuft at ændre produktionen
Peter Cody, som er driftschef hos den australske kødeksportør V&V Walsh udtaler:
"Der har været rigtig megen snak i medierne om de økonomiske og jobmæssige tab, som et forbud mod eksport af levende dyr ville kunne medføre. Det ironiske er dog, at eksport af levende dyr faktisk kvæler væksten og jobmulighederne i landdistrikterne. Dét, som helt klart har manglet i stormvejret omkring eksporten i den seneste tid, er en saglig debat om alternativerne. Ved at skifte til eksport af frossent kød kan vi faktisk forbedre den australske nationaløkonomi, skabe flere jobs i landdistrikterne, ligesom vi vil kunne skabe mere bæredygtige og stabile markedsvilkår for producenterne".
WSPA's kampagnechef, Jessica Borg, konkluderer:
"Over 170.000 af WSPA's støtter og den australske kødindustri har krævet af den australske regering, at den nu griber den oplagte mulighed, den har for at handle. Arbejdsmarkedspolitikken skal flytte fokus fra ubetinget støtte af eksport af levende dyr. Denne skal erstattes af lokal produktion med eksport af frossent kød."
Se mere på Humane Chain-sitet : http://bit.ly/oDRI5d
Relevant information
http://www.wspa.dk
Firma
WSPA Nordic
Vesterbrogade 34, 1
1620 København V,
Danmark
33 73 72 12
http://www.wspa.dk