Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/03-12   -   Pressemeddelelse

Dansk modstand mod kommerciel hvalfangst

Flertallet af danskerne er imod kommerciel hvalfangst og ønsker, at den danske regering forholder sig mere kritisk til hvalfangst, end tilfældet er i dag. Det viser en ny undersøgelse. Dyreværnsforeninger og international dyrevelfærdsekspert bakker danskerne op.

En ny meningsmåling viser, at danskerne ønsker, at deres regering tager afstand fra kommerciel hvalfangst. 70 procent af danskerne erklærer sig som modstandere af hvalfangst, mens 72 procent ikke ønsker, at Danmark bakker op om forslag, som har til formål at legalisere kommerciel hvalfangst. Det står i skarp kontrast til Danmarks førte politik på området, som favoriserer lande, der driver hvalfangst. Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet YouGov for WSPA.

"Mere end to tredjedele af befolkningen er imod denne forældede og unødvendige praksis, som udsætter mere end tusind hvaler for ufattelige lidelser hvert år. Det er på tide, at dette afspejles i den danske regerings politikker og handlinger," siger Gitte Buchhave, direktør for WSPA Danmark.

Hvaler lider under fangsten
I dag 8. marts 2012 afholder WSPA (World Society for the Protection of Animals) og DOSO (DyreværnsOrganisationernes SamarbejdsOrganisation), i samarbejde med SF, et debatmøde om hvaler og dyrevelfærd på Christiansborg. Ved mødet vil dyreværnsforeninger og dyrevelfærdseksperter sætte fokus på, hvorfor den danske regering skal tage større afstand fra kommerciel hvalfangst. Professor i dyrevelfærd Donald Broom vil præsentere den seneste forskning inden for dyrevelfærd blandt hvaler, som jages eller fanges.

"Det er vigtigt at tage højde for et dyrs velfærd, uanset om det er en hund, en gris eller en hval. Kommerciel hvalfangst fører ofte til enorm lidelse for dyrene, og der findes ingen humane jagtmetoder. Og derfor kan små fordele for mennesker - efter min mening - ikke retfærdiggøre kommerciel hvalfangst," siger Donald Broom, professor i dyrevelfærd fra Cambridge University i England.

Danmark bør følge EU
Ved møder i Den Internationale Hvalfangstkommission repræsenterer Danmark Grønland og Færøerne, hvis hvalfangst er kategoriseret som traditionel hvalfangst, mens kommerciel hvalfangst har været forbudt siden 1986. Men selvom Grønlands og Færøernes interesser kun ligger i traditionel hvalfangst, har Danmark støttet tiltag, der har til formål at få hævet forbuddet mod kommerciel hvalfangst.

WSPA og DOSO opfordrer Danmark til at føre en politik, der i højere grad er på linje med resten af EU og danskernes holdninger, og dermed tage afstand fra kommerciel hvalfangst. Danmark bør desuden støtte initiativer, der vil øge beskyttelsen af og velfærden for hvaler.

"Vi håber, at regeringen vil bevare dyrevelfærd som en mærkesag - også når det kommer til hvaler," siger Peter Mollerup, som er formand for DOSO.

Relevant information

http://www.wspa.dk


Pressekontakt


Firma

WSPA Nordic
Vesterbrogade 34, 1
1620 København V, Danmark

  33 73 72 12

http://www.wspa.dk

Modtag nyheder fra WSPA Nordic på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater