Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
13/05-11   -   Pressemeddelelse

Arktisk Råd glemmer den vigtigste udfordring

Arktisk Råd er netop slut i Grønland. Både USA's Hillary Clinton og den danske udenrigsminister Lene Espersen har været med til at puste nyt liv i samarbejdet, som nu har fået en mere fast struktur. WWF har fulgt forhandlingerne som observatør og er positive over for de vigtige skridt, der er taget i Nuuk.

"Alt i alt er der gjort nogle vigtige og positive fremskridt. Den arktiske region bliver endnu mere betydningsfuld i takt med de omvæltninger, som klimaforandringerne skaber i naturen og mellem stormagterne som USA, Rusland og Kina, der alle engagerer sig mere og mere i det arktiske område. Der er stærkt behov for at få spillereglerne på plads for de industrielle aktiviteter, der nu åbnes op for. Hvis ikke landene er på forkant med udviklingen, er det den skrøbelige natur og livsvilkårene for folkene i Nord, der spilles hasard med", siger John Nordbo, klima- og energichef i WWF Verdensnaturfonden.

Blandt de konkrete beslutninger Arktisk Råd har taget er oprettelsen af et fast sekretariat, der skal varetage dets aktiviteter. Rådet vil også have undersøgt, hvordan man kan tage hensyn til det skrøbelige økosystem, som bl.a. fiskene, når aktiviteterne i og omkring havet stiger. Det fælles redningsberedskab for søfolk og cruise-turister vil blive formaliseret, ligesom der vil blive arbejdet på at etablere et kollektivt beredskab til at håndtere olieudslip. Men der blev ikke opnået enighed om at udvikle egentlige fælles sikkerhedsstandarder for olieboring i de arktiske områder, der menes at rumme nogle af verdens største uudnyttede oliereserver.

"Det er ikke godt nok, at landene ikke kan enes om at rydde op efter olieudslip. Oprydning er en umulig opgave i Arktis, så ulykker skal for enhver pris undgås. Alle lande har en interesse i, at der udvikles et fælles sæt regler for at beskytte den sårbare natur", siger John Nordbo.

Arktisk Råd gør heller ikke i denne omgang noget ved den vigtigste udfordring, som er den globale opvarmning. Det er klart den største trussel mod området, og indgår altså ikke i de fremadrettede planer, selvom den har stor økonomisk og social betydning for natur og befolkninger kloden rundt. Forskere har i årevis dokumenteret, at klimaforandringerne sætter regionen og kloden under pres. For nylig kom det frem, at indlandsisen smelter hurtigere, og verdenshavene stiger mere, end hidtil ventet. Rådet har besluttet, klimaforandringerne skal bekæmpes i et globalt forum og ikke i Arktisk Råd. De otte medlemslande i Arktisk Råd står tilsammen for 25-30% af det globale udslip af drivhusgasser.

"Det er beskæmmende, at ministrene ignorerer indsatsen mod klimaproblemet. Konsekvenserne af omvæltningerne ses jo meget tydeligt i Arktis. I stedet for at skyde bolden til hjørne, burde de forholde sig til det faktum, at de gældende planer for at reducere udslippet af drivhusgasser er helt utilstrækkelige", afslutter John Nordbo.

Det næste Arktiske Råd finder sted om to år. WWF vil fortsat følge udviklingen tæt.

Relevant information

http://www.wwf.dk


Pressekontakt


Firma

WWF Verdensnaturfonden
Svanevej 12
2400 København NV , Danmark

  31 72 85 60

http://www.wwf.dk

Modtag nyheder fra WWF Verdensnaturfonden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater