15/01-10
-
Pressemeddelelse
Har du foto-factor?
Mens DR1 tager sig af landets største sangstjerner, samles mange af Danmarks dygtige fotografer på en ny fotohjemmeside. Her kan både amatører og professionelle vise deres billeder frem. Kvaliteten er overraskende god. De får ikke et duer ikke, væk af Remee eller Carsten Soulshock, men der er heller ingen uden talent.
På hjemmesiden photoshowoff.dk kan både amatører og professionelle oploade deres bedste billeder og blive set og anerkendt for deres evner med et kamera.
"I disse x-factor-tider vil folk gerne vise, hvad de er dygtige til. Det kan vi virkelig se på photoshowoff.dk. Selv om siden kun har eksisteret i halvanden måned, er der allerede oploadet flere hundrede billeder," fortæller Morten Trolle, initiativtageren bag photoshowoff.dk.
Postkort-potentiale
Fælles for sidens brugere er, at de går lidt mere op i at tage billeder end den gennemsnitlige amatørfotograf. Der er ikke slørede billeder fra sidste års grisefest på Kreta taget i en brandert, men derimod flotte, æstetiske motiver, som oftest også er efterbehandlet i et fotoprogram. Under hvert billede kan fotograferne angive tekniske detaljer som brændvidde, lukkertid, ISO osv. og får samtidig mulighed for at få kritik, råd og vejledning af ligesindede, der ved noget om fotografi.
"Kvaliteten af billederne er overraskende god. Selv om de fleste af brugerne er amatører, er de virkelig dygtige. Jeg forstår godt, at de har lyst til at vise deres talent frem," siger Morten Trolle, der glæder sig over, at de gode kameraer efterhånden er kommet så langt ned i pris, at de fleste kan få råd til at udvikle deres fotografiske evner.
"Folk har altid taget masser af billeder, men det lave prisniveau på digitale kameraer har virkelig åbnet mange nye muligheder for dem, der går op i selve kunsten at fotografere. De kan nu tage billeder, der næsten har postkort-potentiale og vise dem frem på photoshowoff.dk," fortæller Morten Trolle og oplyser, at photoshowoff.dk inden for den nærmeste fremtid åbner søstersider i bl.a. England og Sverige.
Relevant information
http://www.xion.dk