Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/04-10   -   Pressemeddelelse

Sagen er bøf - det handler om rovdyr

Amurtigeren (sibirisk tiger) - verdens største kat og ekspert i bagholdsangreb. Striberne gør den næsten usynlig i det tætte buskads. Langsomt sniger den sig ind på byttet - en stor bøffel. Pludselig sætter den af - og efter 3 hurtige spring lander den på bøflens ryg. Bøflen mister balancen, og tigeren borer sine 8 cm lange hjørnetænder ind i bøflens strube. Den holder fast med sine kraftfulde kæber, og bøflen kvæles langsomt. Sagen er bøf - det handler om rovdyr!

I maj og juni sætter Zoo fokus på rovdyrenes verden.

Følg rovdyrruten gennem Zoo. Ved indgangen udleveres et kort, som viser vejen til tigrene, løverne, sælerne, bjørnene og alle de andre rovdyr.

Stort program hver dag. Hør fx om hvordan hanchimpanser samarbejder og går på organiseret jagt efter andre aber eller vildsvineunger. Find ud af hvem der nedlægger byttet i løveflokken, og hvem der æder først, eller se kea-papegøjerne løse opgaver for at få fat i deres føde. Du kan også følge med, når søløverne med torpedofart fanger fisk eller se, hvordan isbjørnene må arbejde for føden, idet en del af deres foder er frosset ind i en kæmpe isblok.

Workshop i tigerhytten hver weekend kl. 14.30-15.30
Her kan børn og voksne gå på opdagelse. Sammenlign rovdyrenes kranier - se fx på ulvens knusetænder, sælens sylespidse tænder, der er gode til at holde fisk med, og tigerens store dræberhjørnetænder. Støb din egen rovdyrtand, og bind en lædersnor i, så har du det vildeste halssmykke.

Ny udstilling om rovfugle i Zootårnet
Mange steder i Europa dør rovfugle og rovdyr bl.a. af iværksat forgiftning. Årets kampagne er sat i værk af den europæiske zoounion EAZA for at sætte fokus på problemerne og indsamle midler til naturbevarelsesprojekter rundt om i Europa. Lær hvordan rovfugle jager, og sammenlign dit armspænd med vingefanget på verdens største rovfugle. Find ud af om du har falkeblik: På jorden omkring Zootårnet er malet 10 mus i naturlig størrelse. Hvor mange mus kan du spotte fra Zootårnets platform ca. 20 m oppe? Et besøg i Zootårnet bidrager til arbejdet med at bevare rovfugle og rovdyr i Europa. 10 % af entreindtægterne fra tårnet går ubeskåret til naturbevarelsesprojekter.
---

Yderligere oplysninger
Sami Widell, leder, Begivenheder og Arrangementer 72 200 254/30 16 73 54
Dorte Andersen, kommunikations- og udstillingsansvarlig 72 200 272/30 16 73 72
---

Fotos (angiv venligst fotografens navn)
1. Formidler Helene Sofie Møllegaard med støbt rovdyrtand (Foto: Jens Frederik Broch)
2. Amurtiger æder kold skulder (Foto: Michael Petersen)
3. Karakalen (ørkenlossen) kravler efter foder (Foto: Michael Petersen)

Relevant information

http://www.zoo.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Zoologisk Have
Roskildevej 38, Postboks 7
2000 Frederiksberg, Danmark

  72 200 213

http://www.zoo.dk

Modtag nyheder fra Zoologisk Have på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire