08/11-11
-
Pressemeddelelse
Medarbejder bortvist efter underslæb
3F Kongedalen har gennem de seneste år været udsat for underslæb for et større beløb, hvilket har ført til bortvisning af den pågældende medarbejder.
- Der er tale om en ulykkelig og meget beklagelig sag, hvor vores økonomiansvarlige medarbejder over en årrække har begået underslæb og uretmæssigt "taget af kassen", siger afdelingsformand Egon Nissen.
Den pågældende medarbejder gik selv til bekendelse og anmeldte sagen til politiet. Samtidig er 3F Kongedalens eksterne revisor gået i gang med en større kulegravning af de seneste års regnskaber og bilag for at klarlægge det præcise omfang af underslæbet.
- Den tidligere medarbejder kom selv og fortalte om underslæbet, der er blevet sløret ved at flytte rundt på kontantbeløb på forskellige konti, så ingen har fattet mistanke, siger Egon Nissen.
På nuværende tidspunkt vurderes underslæbet at dreje sig om et større beløb på under én million kr., men afdelingsformanden afventer revisionens og politiets undersøgelser.
- Efter det oplyste er ingen medlemmer blevet snydt i forbindelse med underslæbet. Men for 3F Kongedalen er det både personalemæssigt et stort chok og økonomisk en alvorlig streg i regningen, siger afdelingsformanden.
Når resultatet af politiets og revisionens kulegravning foreligger vil 3F Kongedalen offentliggøre de endelige tal for omfanget af underslæbet.
Relevant information
http://www.3f.dk/kongedalen/