Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/10-11   -   Pressemeddelelse

Olie/gas og offshorevind rykker sammen om Nordsø-markedet

Over 120 repræsentanter for virksomheder inden for de to energiformer på havet, olie/gas og offshorevind, har været samlet i Esbjerg for at styrke samarbejdet mellem brancherne. Konklusionen efter Danish Offshore Event 2011 er, at især den unge offshorevind-industri kan drage nytte af årtiers erfaringer med at bygge energianlæg på havet i den mere modne olie- og gasindustri, når milliardpotentialerne i Nordsø-området skal udnyttes i de kommende år.

- Der er ingen tvivl om, at vi kan lære meget af hinanden. Vindenergi er på vej ud i et nyt miljø på havet, hvor olie- og gasindustrien har befundet sig i mange år. Den største udfordring er, at leverandørerne til olie- og gassektoren er vant til et andet prisniveau og skal indstille sig på, at vindsektoren i stigende grad går over til serieproduktion, siger en af deltagerne, præsident i Vestas Towers A/S Knud Bjarne Hansen.

Om bord på DFDS-færgen Dana Sirena stævnede deltagerne i Danish Offshore Event 2011 i strålende solskin ud fra Esbjerg Havn med havvindmølleparken Horns Rev 1 som mål. Undervejs var der i Columbus Lounge indlæg fra fire fremtrædende repræsentanter for leverandører til offshoreenergi-sektoren samt grønlandske Nuna Oil. Dagen blev afsluttet med uformel reception og networking om bord.

275 møder mellem virksomheder
Programmet fortsatte tirsdag i Musikhuset Esbjerg med matchmaking mellem virksomheder, og i løbet af to en halv time blev der holdt ca. 275 møder a 10 minutter. Inden eftermiddagens afsluttende besøg på Esbjerg Havn og Vattenfalls overvågningscenter for vindenergi, var der konference om fremtidens synergier og muligheder for de to energiformer i Nordsøen. Oplægsholder var afdelingsleder Peter Busch Nielsen, Structures i Rambøll Oil & Gas.

- Vindbranchen må finde en vej til at bruge over 30 års erfaringer i olie- og gasbranchen, især omkring installationsmetoder og -typer for offshoreplatforme. Man skal naturligvis være åben over for nye løsninger, men også vurdere risikoen ved dem nøje. Offshorevind skal ikke tage det bedste fra olie og gas, men det nødvendige, også den høje sikkerhed for personer og anlæg, siger Peter Busch Nielsen.

Nøglepersoner fra syv lande deltog
Danish Offshore Event var arrangeret af Esbjerg Erhvervsudvikling (EEU) og Eksportforeningen, der har netværk med sammenlagt over 200 virksomheder i de to brancher. Arrangementet samlede deltagere fra syv lande: Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Østrig, Kina og Grønland.

- Formålet med det hele var på et uformelt plan at give deltagerne mulighed for at samle viden, opnå kontakter og stykke de små brikker sammen, som gør muligt at drive en bedre forretning i to brancher, der udvikler sig meget stærkt i disse år. Skal vi holde de høje vækstrater inden for især offshorevind, skal vi være gode til hele tiden at finde best practise. Dette arrangement har virkelig fungeret med masser af snak, ideer og holdninger på kryds og tværs mellem virksomhederne, siger Business Sector Manager Rikke Berg, Danish Wind Energy Group.

Nytænkende koncept lykkedes
Erhvervschef Kristian Bendix Drejer, EEU, glæder sig over, at det er lykkedes at føre olie/gas og offshorevind sammen i nytænkende rammer vekslende mellem et skib og et kulturcenter.

- Der er skabt en unik vekselvirkning mellem oplevelsen af at være tæt på en vindmøllepark, spændende oplægsholdere fra ind- og udland, uformel B2B-kontakt om bord på Dana Sirena samt matchmaking mellem virksomheder. Konceptet er lykkedes til overmål, og vi vil nu evaluere, hvordan vi kan videreføre det i fremtiden, siger Kristian Bendix Drejer.

Yderligere informationer:
Erhvervschef Kristian Bendix Drejer, Esbjerg Erhvervsudvikling, tlf. 20 69 89 91
Erhvervskonsulent Uffe Lundgaard, Esbjerg Erhvervsudvikling, tlf. 36 97 35 05
Business Sector Manager Rikke Berg, Eksportforeningen, tlf. 87 20 44 78
Senior Sector Manager Jørn Hansen, Eksportforeningen, tlf. 87 20 45 66

Relevant information

http://www.eeu.dk


Pressekontakt


Firma

Esbjerg Erhvervsudvikling
Niels Bohrs Vej 6
6700 Esbjerg, Danmark

  75 12 37 44
  75 12 37 44

http://www.eeu.dk

Modtag nyheder fra Esbjerg Erhvervsudvikling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire