29/10-10
-
Pressemeddelelse
Erhvervs- og videntræf 2010: Genopfind virksomheden efter krisen
Vi er på den anden side af krisen og mange virksomheder står nu med spørgsmålet "Hvordan kommer vi videre herfra?". Den udfordring giver Jette Egelund, bestyrelsesformand for Vipp, sit syn på sammen med andre erhvervsledere og en række professorer til Erhvervs- og Videntræf 2010 den 8. november 2010.
Jette Egelund ved hvad hun taler om, når emnet falder på, hvordan man genopfinder sin virksomhed. Da Jette overtog sin fars virksomhed, var den lille og undseelig, placeret i familiens baghave. På 15 år har hun og hendes børn - og nu sammen med 30 medarbejdere - ændret den lokale metalvarefabrik til en virksomhed med et hot brand og eksport til mange lande. På Erhvervs- og Videntræf kan du høre om forvandlingen.
- Jeg fortæller om, hvordan forvandlingen lod sig gøre hos Vipp, hvad vi har gjort med hensyn til outsourcing og produktudvikling, hvordan organisationen er vokset, og hvad vi har fundet på i forhold til salg og marketing, siger Jette Egelund.
Ud over Jette Egelund, byder Erhvervs- og Videntræf 2010 blandt andet på indlæg fra udviklingschef i Lemvig Kommune Anders Holm, direktør for Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskolen (AU-HIH) Erik Ernø-Kjølhede og professor på AU-HIH Mogens Dilling-Hansen, som hver især giver deres perspektiv på, hvordan man som virksomhed kan komme videre efter krisetider.
Om Erhvervs- og Videntræf 2010
Erhvervs- og Videntræf er en årlig begivenhed, der er målrettet erhvervslivet, og som arrangeres af AU-HIH's Center for Innovation og Forretningsudvikling (CIF) i samarbejde med Nordvestjysk Erhvervsråd.
Videndeling er en central del af konferencen.
- Konferencen er en mulighed for at dele viden, og netop kombinationen af oplægsholdere og deltagere fra både erhvervslivet og uddannelsesverdenen er valgt for at hente inspiration hos hinanden, forklarer Erik Ernø-Kjølhede.
Praktisk
Erhvervs- og Videntræf 2010 finder sted mandag den 8. november 2010 hos Bang & Olufsen, Peter Bangsvej 15, 7600 Struer. Alle interesserede er velkomne til at deltage. Læs mere om programmet og tilmelding på
www.cif.hih.au.dk. Kontakt John Hansen, innovationskonsulent ved CIF, for yderligere information: tlf. 9629 6253 eller john (AT) hih.au.dk.
Center for Innovation og Forretningsudvikling beskæftiger sig med innovation i moderne virksomhedsdrift og -udvikling. Centret driver - i tæt samarbejde med det omgivende erhvervsliv - anvendelsesorienteret forskning i innovation og forretningsudvikling og søger konstant at kommercialisere og implementere ny viden til direkte gavn for erhvervsvirksomheder.
Nordvestjysk Erhvervsråd (NER) støtter op om erhvervslivet i de tre kommuner Lemvig, Struer og Holstebro. Erhvervsrådet er en medlemsorganisation, der arbejder for at fremme erhvervslivets interesser og skabe optimale rammer for erhvervslivet i hele området. NER støtter og udvikler virksomheder, tilbyder iværksætterrådgivning, hjælper med projektansøgninger og formidler kontakt til de mest kompetente rådgivere.
Relevant information
http://www.hih.au.dk
Firma
Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskole
Birk Centerpark 15
7400 Herning,
Danmark
60 13 07 65
60 13 07 65
http://www.hih.au.dk
Modtag nyheder fra Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskole på mail
Tilmeld dig her