Der er inspiration at hente hos Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskolen (AU-HIH), når man ser på, hvordan de studerende arbejder tæt sammen med erhvervslivet i det midt- og vestjyske. Sådan lød udmeldingen fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), da hun og den konservative vælgerforening gæstede AU-HIH mandag den 10. januar 2011.
Innovations- og vækstudfordringerne i Midt- og Vestjylland var på dagsordenen, da videnskabsministeren besøgte AU-HIH. Både studerende og ansatte ved AU-HIH, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, Innovation MidtVest samt ministeren selv kom med bud på, hvordan erhvervslivet sammen med uddannelsessektoren sikrer en fremtid i vækst..
Meget inspiration at hente i AU-HIH's mentorvirksomhedsordning
Et af aftenens centrale emner var AU-HIH's mentorvirksomhedsordning, som går ud på at styrke relationen mellem de studerende og virksomhederne.
- Vi har en anvendelsesorienteret tilgang her på AU-HIH, hvor de studerende, virksomhederne samt universitetet arbejder tæt sammen. I praksis går mentorvirksomhedsordningen ud på, at de studerende kommer ud og arbejder i en virksomhed et par dage om ugen sideløbende med studierne. På den måde lærer de at arbejde analytisk ved at løse konkrete problemstillinger for virksomheden, fortalte professor ved AU-HIH Mogens Dilling-Hansen om mentorordningen. Charlotte Sahl-Madsen roste den tætte relation, der er imellem virksomhederne og de studerende i Herningområdet.
- Herning er et forbillede på den tætte relation, og det er noget, vi skal have bredt ud til resten af Danmark. Vi skal lære at omsætte viden til vækst, og i den forbindelse er der meget inspiration at hente her i Herning, fx i AU-HIH's mentorordning, lød det fra ministeren, som påpegede, at blot otte procent af danske universitetsuddannede møder erhvervslivet i løbet af deres studier. En stolt direktør for AU-HIH Erik Ernø-Kjølhede kunne til dette udsagn tilknytte, at:
- På AU-HIH har 100 % af de studerende været i kontakt med erhvervslivet, når de forlader universitetet. Det er for eksempel igennem praktikophold, mentorvirksomhedsordningen eller projektsamarbejder.
Vidensmotorvej fra universiteterne og ud i SME'erne
Som i resten af landet, gør udfordringen med manglende højtuddannet arbejdskraft i fremtiden sig også gældende i det midt- og vestjyske, hvor man også oplever, at de unge rejser til udlandet eller til nogle af landets større byer. Ministeren understregede i den forbindelse behovet for, at særligt de små og mellemstore virksomheder i lokalområdet arbejder tættere sammen med de studerende for at skabe vækst og innovation.
- Snart kommer vi til at mangle højtuddannet arbejdskraft, og det betyder, at vi skal have involveret virksomhederne i at arbejde tættere sammen med de studerende. Der er behov for, at vi får den universitetsviden ud i små og mellemstore virksomheder i meget højere grad end i dag, for det er der væksten er. Vi skal have bygget en vidensmotorvej ud til de små og mellemstore virksomheder, sagde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.