21/01-11
-
Pressemeddelelse
Førsteplads i iværksætterkonkurrence vidner om aktivt iværksættergen i det vestjyske
Få tryk på smartphonen, og du sidder i en taxa. CallCab hedder projektet, som har bragt Christian Thaulund fra Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskolen (AU-HIH) i Herning til en førsteplads i universiteternes iværksætterkonkurrence Venture Cup den 20. januar 2011.
Har du prøvet at skulle haste fra A til B og samtidig stå snotforvirret i en storby uden nummeret til et taxaselskab? Det har 26-årige Christian Thalund, der til dagligt læser Business Development Engineering (BDE) på AU-HIH.
Han blev så irriteret, at han i løbet af to måneder idéudviklede på en løsning, samlede et professionelt team af en jura- og to datalogistuderende på Aarhus Universitet og søsatte det færdige projekt.
- Jeg var til en konference i København, og der skulle jeg pludselig bruge en taxa. Men jeg er ikke god til storbyer. Da jeg kom hjem, gik jeg og grublede over, hvordan man kunne gøre det nemmere, og så en, to, tre, CallCab var født, fortæller Christian Thalund.
Det tyske marked indtaget - Danmark er næste stop
CallCab blev lanceret 12. oktober 2010 som en applikation til smartphones. I dag har 120.000 tyskere downloadet programmet, mens det danske marked venter lige om hjørnet.
CallCab virker ved, at brugeren indsender adressen på sin slutdestination - startdestinationen fastlægges automatisk via GPS. Herefter udregnes distance og pris. Brugeren kan så vælge den billigste taxa blandt flere forskellige udbydere af turen. Er man en lidt mere teknikforskrækket taxakunde, kan man i stedet for at bruge applikationen ringe til CallCabs servicecenter.
Både vognmænd og kunder vinder med CallCab
Jurymedlem Søren Nipper fra Østjysk Innovation udtaler, at CallCab vinder førstepræmien på 25.000 kr. fordi, det er et koncept med gevinst for både vognmænd og passagerer.
- Der er en umiddelbar nytteværdi i projektet, og dertil kommer, at det blev præsenteret meget professionelt. Der var styr på teknologi, forretningsmodel og de videre planer, og CallCab er et stærkt team med stor entusiasme, forklarer Søren Nipper.
AU-HIH-studerende forrest i iværksætterfeltet
Yderligere to grupper med studerende fra AU-HIH er repræsenteret ved Venture Cup finalerne 2011. Den ene gruppe, tre Electronic Design Engineering-studerende, vandt prisen som publikums foretrukne i applied technology-kategorien den 18. januar i Aalborg. Derudover deltager civilingeniørstuderende Kristian Harley Hansen med sin gruppe i CleanTech-finalen, som finder sted den 25. januar i Roskilde.
Desuden var sidste års vinder i software-kategorien i Venture Cup også en studerende fra AU-HIH, nemlig Business Development Engineer-studerende Frank Nørgaard.
Yderligere oplysninger
Kommunikationsmedarbejder ved AU-HIH Camilla B. Rahbek, tlf. 96 29 63 53
www.hih.au.dk
www.venturecup.dk
Vedhæftede billeder krediteres: "Foto: Jesper Rais, AU-foto"
Om Venture Cup
· Venture Cup, universiteternes iværksætterkonkurrence, afholder finaler i fem kategorier i løbet af januar og februar
· Finalisterne dyster om hovedpræmien på 25.000 kr. i hver kategori
· Venture Cup organiseres af syv danske universiteter
· Mere end 100 virksomheder er udsprunget af Venture Cup-konkurrencen
· Der uddeles præmier for over en halv million kr.
· Deltagerne får coaching og feedback af en professionel jury
Relevant information
http://hih.au.dk
Firma
Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskole
Birk Centerpark 15
7400 Herning,
Danmark
60 13 07 65
60 13 07 65
http://www.hih.au.dk
Modtag nyheder fra Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskole på mail
Tilmeld dig her