16/10-13
-
Pressemeddelelse
Nyt liv i Lyngby Kulturhus
Lyngby-Taarbæk Kommune har netop lagt sidste hånd på en aftale, som sikrer mere aktivitet i Kulturhuset. Fra 1. marts 2014 fremlejer Henrik Thorsager Andersen Kulturhuset, som både skal anvendes til kulturelle og kommercielle arrangementer. Lyngby-Taarbæk Kommune har sikret sig ret til brug af huset 40 dage om året.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Dorete Dandanell glæder sig over aftalen: "Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan se frem til mere liv og aktivitet i Kulturhuset. Samtidig med, at vi med aftalen om kommunens 40 dage sikrer, at de frivillige kulturelle foreninger stadig har et attraktivt sted til koncerter, stand-up, teater mv. Det er ikke nemt at drive kulturhuse i omegnskommunerne i disse år, men jeg håber, at Henrik Thorsager Andersen, der har solid erfaring med at drive kulturhuse, kan få Kulturhuset til at fungere efter hensigten." Borgmester Søren P. Rasmussen supplerer: "Vi har med aftalen landet en rigtig god løsning for Kulturhuset. Dels åbner aftalen op for flere kulturelle begivenheder til gavn for borgerne, dels muliggør aftalen attraktiv møde- og konferencevirksomhed i Lyngby midt til gavn for det lokale erhvervs- og handelsliv. Og det oven i købet samtidig med, at kommunen årlig sparer ½ mio. kr. på lejen af Kulturhuset."
Henrik Thorsager Andersen bor i Lundtofte og har tidligere erfaring med drift af lignende kultur- og konferencehuse fra bl.a. Øksnehallen i København og Fredericia Messecenter. Siden 2010 har Henrik Thorsager Andersen været selvstændig med Adexpo, som arrangerer messer, udstillinger, events mv. Henrik Thorsager Andersen fortæller: "Kulturhuset er jo et fantastisk sted med masser af muligheder. Der sker mere og mere i Lyngby i disse år, og jeg glæder mig til at samarbejde med erhvervslivet i Lyngby og de mange kulturaktører om at skabe et aktivt og kreativt kraftcenter i hjertet af byen".
Frem til 1. marts 2014, hvor Henrik Thorsager Andersen overtager Kulturhuset, er der indgået aftale om, at Henrik Thorsager Andersen står for bookninger mv. i Kulturhuset.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til direktør Søren Hansen på telefonnummer 4597 3250 eller Henrik Thorsager Andersen på telefonnummer 2871 4452.
Relevant information
http://
Firma
St. Thorsager Holdning
Ravnholmvej
2800 Kongens Lyngby,
Danmark
28714452
28714452