23/01-12
-
Pressemeddelelse
22-årig bliver redaktør for afholdsblad
Ved årsskiftet tiltrådte den 22-årige Lucas Huniche redaktørposten på Danmarks eneste tilbageværende afholdsblad Agitatoren efter blot halvandet år som organiseret afholdsmand i Danmarks Afholdsforening.
Hermed bliver Lucas Huniche bladets 9. redaktør siden stiftelsen af "Afholdsagitatoren" i 1893 ("Agitatoren" fra 1894) - og den yngste redaktør i bladets historie. Igennem dets historie har bladet været talerør for en bred skare af små og store sammenslutninger og personligheder inden for afholdsbevægelsen. Ikonet Thorvald Stauning arbejdede således for bladet i dets begyndelsen, inden han blev landets statsminister - og Kong Alkohols undersåt.
I dag tjener bladet som organ for ovennævnte Danmarks Afholdsforening, som de seneste par år har oplevet en medlemstilgang af unge med tilknytning til straight edge-kulturen - deriblandt den nytiltrådte redaktør og hans samleverske. Som inspireret af denne kulturelle strømning deltog Lucas Huniche i DR P1's Klubværelset i februar 2010 (http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset/Udsendelser/2010/02/01151009.htm) på et tidspunkt, hvor han også administrerede Facebook-gruppen "Straight Edge Danmark".
Den fratrådte redaktør Bjarne Buhl opgiver posten på grund af helbredsmæssige problemer samt et stort arbejdspres. Bjarne Buhl (f. 1954) blev organiseret afholdsmand i 2002 og har som sådan været i medierne for sit arbejde for alkoholfri nadver i Folkekirken. Udover for sit engagement i afholdsbevægelsen har Bjarne bl.m.a. gjort sig bemærket i medierne som tidligere landevejsridder, indehaver af miljøvenlig Bed & Breakfast, is- og pølsemand, it-underviser og coach.
Bjarne Buhl fortsætter i Agitatorens redaktion, som også tæller den til april 80-årige landsformand for Danmarks Afholdsforening Henning Sørensen, der må siges at være symbolet på dansk afholdsbevægelse. Henning er en af Danmarks mest aktive læserbrevsskribenter og har senest gjort sig bemærket ifm. overborgmester Frank Jensens drukudskejelser. Som Agitatorens mest trofaste skribent har den pensionerede skraldemand Henning tjent i mere end to menneskealdre og er i dag bladets primære bidragyder af stof. Han har et utal af foredrag og en håndfuld bogudgivelser bag sig, og i april holder han reception på sin nyeste bog "Afholdsbevægelsen i Norden".
Agitatoren vil fortsat holde den afholdsidealistiske fane højt, hvor andre falder på maven for mådehold, og vil i sine seks numre om året være medie for både den klassiske afholdsbevægelse og nye radikale alkoholkritiske strømninger.
Relevant information
http://www.agitatoren.com
Firma
Agitatoren - et blad for dansk afholdsbevægelse
Lollandsgade 3, 2. sal, lejl. 35
5000 Odense C,
Danmark
26 36 67 53
26 36 67 53
http://www.agitatoren.com
Modtag nyheder fra Agitatoren - et blad for dansk afholdsbevægelse på mail
Tilmeld dig her