05/08-09
-
Pressemeddelelse
For mange nye lærere tabes på gulvet
Op mod en tredjedel af nye lærere i hovedstaden siger op efter bare ét års ansættelse. Branchearbejds-miljørådet for Undervisning og Forskning (BAR) og arbejdsmiljørådgiverne ALECTIA har udarbejdet en række gode råd og værktøjer, der sætter fokus på problemet.
Der er i dag et stort frafald på seminarerne, og mange nyuddannede stopper med at arbejde som lærere efter kort tids ansættelse. Branchearbejdsmiljørådet for Undervisning og Forskning (BAR) og Danmarks største arbejdsmiljørådgivere ALECTIA har udarbejdet temahæftet 'Ny lærer', der giver gode råd og konkrete værktøjer til at integrere nye lærere bedre på landets skoler.
"Det er absolut nødvendigt, at vi som samfund bliver bedre til at fastholde og tiltrække nye lærere. Der er alt for mange ressourcer forbundet med, at nyuddannede skolelærere bliver tabt på gulvet. Vi bliver nødt til at give nye lærere massiv støtte, så de kommer godt i gang og bliver længere i samme job," siger organisationspsykolog og arbejdsmiljørådgiver Anette Storgaard fra ALECTIA.
Massiv hjælp og støtte skal fremme god trivsel
Overgangen fra seminariet til skolen kan være lidt af en mundfuld. Det er vigtigt, at nyuddannede lærere ikke ses som færdiguddannede, når uddannelsen på seminaret er slut. Anette Storgaard fra ALECTIA siger:
"Skoleledelsen og de erfarne kolleger skal være meget opmærksomme på de mange udfordringer og faldgruber, der er for nye lærere. Der skal være fokus på de nye læreres oplevelser i mødet med lærerjobbet og på arbejdsforhold, der kan fremme en god start og bidrage til, at nye lærere trives bedre. Der er behov for indslusningsordninger, hvor den nye lærer fx kan læne sig op ad en erfaren lærer, to-lærerordninger, netværksgrupper for nye lærere og forskellige konkrete faglige input."
"Det er vigtigt at tænke i hjælp og støtte, der medvirker til, at den nye lærer i fællesskab med andre får mulighed for at reflektere over rollen som lærer. Der skal være fokus på at balancere mellem nærhed og distance og mellem arbejde og fritid. Noget kan foregå for nye lærere på tværs af skoler og andet kan foregå på den enkelte skole."
Pas på ensomhedsfølelse
Den ramme, den enkelte skole tilbyder, har stor betydning for, om læreren oplever arbejdsglæde i sine første arbejdsår. Anette Storgaard fra ALECTIA siger:
"Der skal dæmmes op for den ensomhedsfølelse, som nye lærere kan opleve, når de første gang skal stå alene med ansvaret for en klasse. Arbejdsmiljøforskningen har dokumenteret seks områder i form indflydelse, mening i arbejdet, forudsigelighed, støtte, anerkendelse og tilpas forventninger og krav til den enkelte, der er nødvendige for, at den enkelte lærer kan trives med arbejdsopgaverne."
Temahæftet 'Ny lærer' bygger bl.a. på dybdegående interview med 32 nye og 17 erfarne lærere fra både kommunal- og privatskoler i hele landet samt en række eksperter med særlig viden og erfaringer på området. Find 'Ny lærer' på www.arbejdsmiljoweb.dk/nylærer
###
Støttemuligheder for den nye lærer
· Skolen og ledelsen: Fx introduktionsprogram, to-lærerordning, retningslinjer, politikker, kultur- og værdiformidling, sikkerhedsorganisationen/-gruppen (SIO) og tillidsrepræsentanten
· Tutor - Fx pædagogisk, faglig og praktisk støtte og vejledning, viden
· Lærerteamet - Fx i lærerteamet, sparringspartnere, viden, materiale, kollegial supervision
· Andre nye i faget - Fx netværk, dele erfaringer og oplevelser
· Den nye lærer selv - Fx søg hjælp, være opmærksom på egne behov, forventningsafstemning
###
ALECTIA er med 850 ansatte en af landets førende rådgivningsvirksomheder. ALECTIA har kunder i hele landet og på alle kontinenter og løser opgaver inden for byggeri og anlæg, farmaceutisk industri, bryggeri, mejerier, hospitaler, arbejdsmiljø, fødevarer samt vand og miljø.
Relevant information
http://www.alectia.com