27/01-11
-
Pressemeddelelse
Nye stærke profiler i ALECTIAs bestyrelser
To nye stærke profiler er fra januar 2011 tiltrådt i bestyrelserne for henholdsvis ALECTIA-Fonden og ALECTIA A/S. Det drejer sig om direktør for Amagerforbrændingen Ulla Röttger og Global Director Anja Monrad fra Dell Inc.
ALECTIA har gennem de seneste år udviklet sig fra at være en rådgivende ingeniørvirksomhed til en tilsvarende vidensvirksomhed med specialkompetencer inden for procesteknologi, arbejdsmiljø, forretningsudvikling, byggeri, vand, energi og miljø.
Udviklingen er blandt andet sket gennem otte strategiske opkøb over de sidste fem år. Opkøbene har styrket ALECTIAs markedsposition betydeligt og bragt virksomheden ud på de internationale markeder.
ALECTIA planlægger at fortsætte denne udvikling gennem yderligere opkøb og organisk vækst. Men det er ikke kun i forretningen, at der er sket fornyelse. To nye stærke profiler er netop trådt til i bestyrelserne for henholdsvis ALECTIA A/S og ALECTIA-Fonden.
Ny næstformand
Direktør for Amagerforbrændingen, Ulla Röttger, er indvalgt som næstformand i ALECTIA-Fondens bestyrelse. ALECTIA-Fonden er eneejer af ALECTIA A/S, og formanden for bestyrelsen, Hans Peter Jensen, siger: "Ulla har stor erfaring fra en lang række bestyrelser, råd og udvalg og er bl.a. medlem af DTUs bestyrelse. Ullas erfaring og netværk vil være et stærkt bidrag til ALECTIA-Fondens arbejde."
International erfaring
I bestyrelsen for ALECTIA A/S indtræder Anja Monrad, Global Director fra Dell Inc. Om Anja Monrads indtrædelse i bestyrelsen udtaler formand for bestyrelsen i ALECTIA A/S, Erik Hovgaard: "ALECTIA skal fortsætte sin stærke vækst - også på de internationale markeder. Anja medbringer lang erfaring fra en stor international koncern, og jeg har store forventninger til, at hun vil bidrage positivt til bestyrelsens arbejde".
For yderligere information kontakt:
Ulla Röttger / +45 24 25 70 99
Anja Monrad / +45 23 38 50 12
Hans Peter Jensen / +45 82 32 00 32
Erik Hovgaard / +45 33 30 02 02
Om ALECTIA-Fonden
ALECTIA-Fonden er stiftet i 1978, og er kongeligt konfirmeret. Fonden har det fulde ejerskab af ALECTIA Gruppen. ALECTIA-Fonden er en erhvervsdrivende fond, der arbejder for at styrke dansk ingeniørvirksomheds anseelse lokalt og internationalt. Fonden støtter bl.a. en række formidlingsprojekter inden for naturvidenskab og teknik og bidrager til at styrke de faglige og sociale miljøer på ingeniøruddannelserne.
Om ALECTIA A/S
ALECTIA er en af Danmarks førende rådgivningsvirksomheder. Vores varemærke er rådgivning, der kombinerer høj faglighed med en indgående forståelse for kundens forretning. Vi har udviklet os fra at være en ren ingeniørvirksomhed til en vidensvirksomhed med en lang række specialkompetencer inden for procesteknologi, arbejdsmiljø, forretningsudvikling, byggeri, vand, energi og miljø. Med udgangspunkt i vores stærke kompetencer fungerer vi som betroet rådgiver for virksomheder og organisationer, der søger innovative løsninger.
---
Ulla Röttger indvalgt som næstformand i ALECTIA-Fondens bestyrelse
Fra januar 2011 er Ulla Röttger, indvalgt som næstformand i ALECTIA-Fondens bestyrelse.
Ulla Röttger er uddannet stærkstrømsingeniør i 1980. Herefter var hun fra 1980-86 ansat i Danske Elværkers Foreningssekretariat, hvor hun varetog foreningens arbejdsopgaver i økonomi-, distributions- og produktionsafdelingen. Fra 1986-1988 arbejdede hun i Dansk Ingeniørforenings Sekretariat, hvor hun varetog opgaver for sekretariatets hovedbestyrelse, især på det teknologipolitiske område.
I årene 1988-1994 var hun overingeniør for den tekniske afdeling og stedfortræder for direktøren i Danske Elværkers Forening, hvor hun bl.a. var repræsentant i Miljøministeriets elnetgruppe. Fra 1994-1998 arbejdede hun i Sønderjyllands Højspændingsværk A/S som chef for anlægs- og elafdelingen. I 1998-2000 var hun vicedirektør i SH Energi A/S med specielt ansvar for strategi og organisationsudvikling. Hun sad desuden med i Elsamgruppens teknikudvalg. Siden 2001 har Ulla Röttger fungeret som direktør for Amagerforbrændingen.
Ulla Röttger har desuden stor erfaring fra en lang række bestyrelser, råd og udvalg og er bl.a. medlem af DTU's bestyrelse
Anja Monrad indtræder i bestyrelsen for ALECTIA A/S
Fra januar 2011 er Anja Monrad, indtrådt i bestyrelsen for ALECTIA A/S.
Anja Monrad er uddannet Master of Science fra Copenhagen Business School. Hun startede sin karriere som konsulent i Peter Rosendal International Transportrådgivning, hvor hun var ansat i årene 1987-90. Herefter var hun frem til år 2000 ansat i en række forskellige stillinger hos Digital Equipment Corporation A/S (senere Compaq Computer A/S), bl.a. som marketingchef.
Fra år 2000 og frem har hun bestridt en lang række stillinger både i Danmark og internationalt hos Dell Inc. Bl.a. startede hun som nordisk marketingdirektør, og hun har været dansk direktør for EMEA. Senest har hun arbejdet som global direktør for Consumer & SMB Marketing.
Herudover har Anja Monrad bestyrelseserfaring fra bl.a. Styregruppen for Kvinder i IT-branchen (ITB) og Interresearch A/S.
Relevant information
http://www.alectia.com