26/03-12
-
Pressemeddelelse
Frodigt forår i AQUA's påskeferie
Under overskriften "Frodigt forår" står påskeferien i AQUA Akvarium & Dyrepark i forårets tegn med en stribe aktiviteter for store og små. Dyrene i AQUA er i forårshumør, fuglene ligger på æg, den hvide stork knejser på storkereden og AQUA har sagt goddag til de første dyreunger hos bl.a. vaskebjørnene, som man kan opleve i påsken.
Dyrepasserne indbyder i påsken gæsterne til at være med til at fodre både oddere, vaskebjørne og fisk. Hver dag kan man male sit eget påskeæg, deltage i skattejagt og tegne i tegneværkstedet.
Vandsjov i parken
-----------------
Til påsken åbner AQUA de forskellige vandaktiviteter i parken. Her kan man sprøjte med vandkanoner, lege med vandsluser og gå over den farlige bro i soppebassinnet.
Havenissen på spil
------------------
I Påskeferien kan man hver dag høre havenissen fortælle om den "naturvenlige have" og man kan få inspiration til at få mere "vild" natur i sin egen have. AQUA har i anledning af påsken lavet et lille vandhul, og her kan man hente inspiration til at få mere naturliv i sin have ved at etablere et vandhul.
Skærtorsdag og langfredag kommer den kendte naturvejleder Torben Gang Rasmussen og serverer smagsprøver af urter fra den danske natur i "Skovhuset". Ugen igennem kan man høre om honningbier og se rigtige bistader, som er opstillet af lokale biavlere. De byder også på smagsprøver med lækker honning.
AQUA har åbent hver dag 10 - 17 den 31. marts - 9. april
Relevant information
http://visitaqua.dk