Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/07-14   -   Pressemeddelelse

Hvem kommer med storkens unger?

De fleste kender børnehistorien om storken der kommer med børn og dyreunger, men hvem kommer egentlig med storkens unger? Det spørgsmål begynder at rejse sig i AQUA Akvarium & Dyrepark, hvor parkens storkepar nu har ruget på deres æg i snart 3 måneder, hvilket er to måneder mere end normalt.

AQUA Akvarium & Dyrepark mistede forrige år deres gamle hanstork Ib til en sulten hun ræv med unger. Hunstorken Lille Kirstine måtte derfor gå alene gennem sidste års ynglesæson.
På AQUA blev der arbejdet på højtryk for at skaffe en ny hanstork og endelig lykkedes det at finde en passende mage til Lille Kirstine. En stor og flot hanstork fra Danmarks Fuglezoo på Fyn, der fik navnet Store Ib.

Store Ib havde manglet en mage mens han boede i Danmarks Fuglezoo. Han havde sågar prøvet at danne par med en sne gås, der dog ikke kunne gengælde hans følelser. Han var derfor særdeles interesseret i Lille Kirstine da de mødtes første gang. Hun var dog ikke så imponeret af hans tilnærmelser og i starten så det ikke ud til, at det ville lykkes at parre de to storke.

Så blev det forår og storkene kom ud på deres sommereng, hvor den gamle storkerede er placeret. En storkerede, der gennem tiden har været hjem for mange storkeunger på AQUA.
Reden var dog ikke god nok til Store Ib, der besluttede sig for at bygge sin egen rede på jorden. Det tog 3 uger at bygge reden og da den var færdig nægtede hunstorken at benytte den, hun ville bruge sin gamle rede. De storke stod i hver deres rede i 2 uger og sendte hinanden lange blikke, men ingen gav sig.

Store Ib byggede ufortrødent videre på sin rede og til sidst gav Lille Kirstine sig og flyttede ind. Storkene parrede sig og efter en uge lå der 3 æg i reden og stoltheden lyste ud af forældreparret.
Rugetiden på storke æg er ca. 30 dage, men efter den første måned skete der ingenting. Dyrepasserne begyndte at undre sig og da æggene to uger efter stadig ikke var klækket, opgav de troen på, at der ville komme storkeunger i år.

Storkeparret nægter dog at give op. De ligger på stadig på reden. Ind imellem rejser de sig og kigger på æggene, flytter dem lidt med næbbet og ligger sig så tålmodigt ned på dem igen.
"Selvfølgelig har vi lidt ondt af dem, men de er meget optaget af deres æg og hvis vi flytter æggene er vi bange for, hvordan det vil påvirke deres adfærd. " Udtaler AQUA Akvarium & Dyreparks zoolog Morten Vissing, og fortsætter "De skal helst selv finde ud af det og gerne meget snart!"

På AQUA er man nemlig bange for, at de golde æg vil ligge og gære i sommervarmen, med risiko for, at de til sidst sprænger i luften.

Pressekontakt

Morten Vissing
Zoolog
  20904622

Firma

AQUA Akvarium & Dyrepark
Vejlsøvej 55
8600 Silkeborg, Danmark

  +45 20 90 46 40

http://www.visitaqua.dk

Modtag nyheder fra AQUA Akvarium & Dyrepark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire