15/09-10
-
Pressemeddelelse
Dansk Smedejern A/S har 25 års jubilæum: Fra smukt smedejern til tidløs elegance
De startede med at hedde "Peter Jørgensen Smede- og Maskinværksted" og lavede altankassebøjler ...
Men nicheproduktionen udviklede sig, navnet blev ændret, og i dag kan man næsten mærke succesen hos Dansk Smedejern A/S som et vingesus over den 25 år gamle virksomhed, der kan fejre jubilæum i september.
Det er nemlig langt fra kun smedejern, der er hovedproduktet - her i 2010.
Størstedelen af omsætningen kommer fra de elegante, rustfri stålmoduler Crosinox. Et kvalitetsprodukt, der er udviklet med Dansk Smedejerns tyske samarbejdspartner.
Fra smedejern til rustfrit stål. Fra håndværksvirksomhed til handelsvirksomhed. Fra niche til niche. Fra far til søn. En rød tråd gennem udviklingen de sidste 25 år. En udvikling, som Dansk Smedejern kan være stolte af.
Smedemester Peter Jørgensen startede som sagt med at fremstille altankassebøjler. Og koncentrationen om "nicheprodukter" har fulgt Dansk Smedejern i alle 25 år.
- Vi udvidede konceptet med låger, porte, hegn og gelændere. Efter et par år blev vi kontaktet af verdens største producent af smedejern, det italienske firma "Industria Italiana Arteferro" - og siden har vi koncentreret os om Arteferros produkter og også startet et svensk selskab, fortæller 62 årige Peter Jørgensen. Resultatet af den innovative forretning er, at Dansk Smedejern to gange er blevet kåret til gazellevirksomhed.
De solide, smukke smedejernsdesigns står i skarp kontrast til de rustfri stålmoduler fra Crosinox. Det er som to generationer af byggetrends, der supplerer hinanden i virksomheden. Ligesom det også er to generationer, der styrer Dansk Smedejern A/S i Brøndby.
36 årige Kim Jørgensen har gennem hele sin karriere været fast medarbejder i Dansk Smedejern. Han så for otte år siden straks fremtidsmuligheder i det eksklusive produkt Crosinox. Med sin erfaring fra Dansk Smedejerns produktion af gelænderløsninger har Kim Jørgensen i samarbejde med de tyske samarbejdspartnere og de dygtige medarbejdere hos Dansk Smedejern udviklet Crosinox, så det i dag står som et helt unikt produkt på det europæiske marked.
- Vi har ramt et marked, som - selvom det er en niche - appellerer til en bred kundegruppe. Crosinox har et tidløst design. Et typisk skandinavisk udtryk, der passer til både træ, glas og mursten og kan matche de fleste indretninger i hjemmet og ikke mindst i virksomheden. Det appellerer til både unge og ældre, fortæller Kim Jørgensen.
Crosinox er leverandøren, der sælger til både private og til virksomheder, men især mange håndværkere - tømrere, smede og anlægsgartnere - er faldet for de rustfri moduler: Kvaliteten er i top, udbuddet mangfoldigt og varieret, og leverandøren er garant for service og effektivitet.
- Desuden kan vi mærke på vores kunder, at det betyder meget, at vi har eksisteret i et kvart århundrede. Så er vi her jo nok også om 25 år, smiler Peter Jørgensen, der kan glæde sig over, at Dansk Smedejern A/S selv i en krisetid kører med sorte tal på bundlinjen.
Dansk Smedejern fejrer 25 års jubilæum med 25 % rabat på udvalgte produkter.
Fakta:
Crosinox leverer rustfri stålmoduler til sammensætning uden svejsning til brug både uden- og indendørs. Enkelthed og elegance i et tidløst design.
Den unikke løsning betyder, at Crosinox ikke giver håndværkeren problemer ved de svære overgange mellem repos og trappeforløb. En unik løsning, der ikke findes hos andre producenter af trappeløsninger.
Crosinox kan leveres med dags varsel. Modulerne skæres til på eget værksted. En tegning på mail er nok til at bestille en komplet løsning. Systemet er simpelt og sættes blot sammen med skruer.
Relevant information
http://www.crosinox.dk