12/04-11
-
Pressemeddelelse
Danmark bag verdens første økologiske juletræsfrø
GENNEMBRUD: Økologiske juletræsproducenter kan nu fuldende produktionskæden med verdens første økologiske juletræsfrø
Den økologiske juletræsproduktion kan se frem til lidt af et boost. En dansk planteskole har netop opnået det velkendte røde Ø-mærke på nordmannsgran-frø, og det fuldender den økologiske kæde fra lille frø til færdigt juletræ.
- Vi er selvfølgelig glade for at være de første i verden med certificerede økologiske juletræsfrø. Hidtil har man som økologisk juletræsdyrker ikke kunnet få frø med det økologiske stempel, siger Marianne Bols, indehaver af Bols Forstplanteskole i Jylland, der står bag de økologiske Fair Seeds.
Ikke nok med, at der er vigtig signalværdi i de økologiske frø overfor forbrugerne. Det vil efter al sandsynlighed også gøre det nemmere at komme i gang som økologisk juletræsproducent.
- Der har været mangel på økologiske udplantningsplanter, der er et krav til økologisk juletræsproduktion. Vi formoder, at den nye godkendelse af økologiske frø vil sætte yderligere skub i fremstilling af økologiske udplantningsplanter, siger Sybille Kyed, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.
Her glæder man sig over, at en dansk planteskole sætter en ny milepæl for juletræsproduktionen - ikke blot i Danmark men også internationalt. Det danske skridt ses som et udtryk for, at det at operere med skrappe krav til økologisk produktion - i dette tilfælde brug af økologiske udplantningsplanter - motiverer producenter til at udvikle det økologiske marked.
Godt i gangFor Bols Forstplanteskole er det målet, at det fremover skal være langt nemmere at være økologisk juletræsproducent.
- Vi tilbyder producenter af økologiske juletræer en pakkeløsning, hvor de får mulighed for at producere deres egne planter. Vi vil være behjælpelige med forbehandling af frø, så den enkelte producent kan lave sig eget frø -og plantebed. Det vil skabe større uafhængighed af planteleverandør og svingende priskonjunkturer. Samtidig får man mulighed for at mindske etableringsomkostninger af Øko-kulturen, siger Marianne Bols.
Hun slår samtidig fast, at planteskolens frø ikke bliver dyrere, fordi de nu har fået Ø-mærke.
- Vores frø kan nøjagtig som hidtil også anvendes til konventionel dyrkning. Nu har vi blot fået frøene blåstemplet som økologiske via ekstern auditering.
For den danske planteskole kommer den økologiske certificering ovenpå, at man for blot få måneder siden - også som den første juletræsproducent i verden - opnåede det eftertragtede medlemskab af World Fair Trade Organisation (WFTO) for udvikling af konceptet Fair Trees. Medlemskabet er et resultat af flere års indsats for forbedrede arbejdsvilkår for kogleplukkere i Georgien og fokus på bæredygtig produktion.
Relevant information
http://www.bolsforst.dk