11/06-10
-
Pressemeddelelse
Verdens første børnebog om Elvis Presley
Har du som forældre svært ved at overbevise dine børn om, at rockkongen Elvis Presley var en betydeligt større stjerne end nutidens unge deltagere i X Factor, er der hjælp på vej.
»ELVIS - Drengen der blev kendt som Kongen«, hedder en ny børnebog, der præsenterer det amerikanske rockfænomens dramatiske livshistorie - fra den fattige barndom i sydstaterne over kometkarrieren som sanger og sexsymbol til trøstespisning, pillemisbrug og den tragiske død som 42-årig i 1977. Fortalt i en blanding af fakta og fiktion og med farverige, humoristiske illustrationer.
Det anslås, at der er udgivet i omegnen af 3.000 bøger om Elvis Presley, der i år ville være fyldt 75. »ELVIS - Drengen der blev kendt som Kongen« er den første børnebog nogensinde om manden, der blev kendt som The King.
Bogen, der henvender sig til børn i alderen 9-12 år, er skrevet af Elvis-entusiast, journalist og forfatter Peter Borberg (f. 1972).
»ELVIS - Drengen der blev kendt som Kongen« udkommer den 12. juni på Forlaget Asborg.
Relevant information
http://www.asborg.dk