29/08-12
-
Pressemeddelelse
Advisors hjælper unge talenter med at forfølge deres passion
Ungdomsarbejdsløsheden er stødt stigende i Europa. Også i Danmark står mange unge uden for arbejdsmarkedet. Der skal sættes ind nu, hvis vi ikke skal tabe en hel generation på gulvet, fordi de ikke kan se en fremtid for dem selv på det danske arbejdsmarked.
Det er drivkraften for Anette Boholdt, som er CEO i Advisors ApS. Advisors har udviklet et mentorprogram for unge, som står uden for arbejdsmarkedet. De unge kan eksempelvis komme fra 10. klasser, gymnasier, jobcentre eller andre steder, hvor fremtidens arbejdskraft befinder sig.
Det handler om at finde de unges passion
For Anette Boholdt er ligningen ganske simpel; "der er både store personlige og samfundsmæssige gevinster ved at holde fokus på at hjælpe passionerede unge i gang med et meningsfuldt arbejdsliv. Ved at forkorte de unges "slingrekurs", at skærpe deres præstationer og holde dem til ilden, er vi med til at forbedre vores konkurrenceevne," forklarer Advisors CEO, Anette Boholdt. Advisors er allerede gået i gang med et pilotprojekt, hvor en gruppe unge arbejdsløse bliver hjulpet i gang med karrieren. Sideløbende med det, arbejder Anette Boholdt på at rejse penge til at få endnu flere unge gennem mentorforløbet.
Unge talenter er ikke nødvendigvis akademikere
De unge, der kan gøre sig fortjent til at indgå i programmet, har ikke nødvendigvis fulgt en snorlige karrierestige, men de har noget at byde på. Advisors ser på den unges individuelle talent - ikke nødvendigvis på akademiske præstationer, og det er det individuelle talent, der skal fremmes gennem et personligt tilrettelagt mentorprogram. Advisors rolle er at hjælpe de unge med at finde frem til, hvilken karrierevej de skal gå. Det kan eksempelvis være på elev-, trainee- eller lærlingeniveau. Eller det kan være via en videregående uddannelse, eller jobsøgning på eget initiativ. En central del af mentorprogrammet er, at give de unge nogle muligheder som de ikke nødvendigvis selv har overvejet: "Unge orienterer sig ofte mod dem, der ligner dem selv - dvs. deres venner og umiddelbare netværk. Ved at give de unge adgang til et større netværk og nogle anderledes mentorer, kan man åbne op for muligheder, som de ellers ikke ville have overvejet." siger Anette Boholdt. Til at starte med gennemgår den unge en grundig test, som skal klarlægge vedkommendes styrker, talent og egenskaber. Testen er udgangspunktet for et mentorforløb, som fører den unge gennem syv udviklingstrin.
Du kan hjælpe Advisors med at hjælpe de unge talenter i gang
Der er flere forskellige måder at hjælpe Advisors på, som netop er i gang med at indsamle donationer til arbejdet med udviklingen af talenter. Indsamlingsperioden løber til 30. november, og du kan støtte med en donation. Ved at donere til projektet hjælper du unge talenter i gang med en meningsfuld karriere, og du signalerer social ansvarlighed og engagement. Du har desuden mulighed for at rekruttere de unge talenter uden beregning.
Jobzonen støtter projektet, og glæder sig til at se den positive effekt af projektet. "Det her er en særdeles god sag, og vi i Jobzonen er glade for at støtte projektet. Det er afgørende for vores, at danske unge får gang i et godt arbejdsliv - både set ud fra en samfundsmæssigt synsvinkel, men det er bestemt også vigtigt ud fra et rent menneskeligt perspektiv. Vi har alle brug for at foretage os noget meningsfuldt", siger Jobzonens administrerende direktør Christoffer Feilberg.
Om Advisors
Advisors er hjemmehørende på Tuse Næs og arbejder med personlig udvikling, rekruttering og talentudvikling.
CEO Anette Boholdt er medlem af Tænketanken hos High Performance Institute (HPI), der fremmer talentudvikling via praktiske erfaringer. Tænketanken tæller er en række markante personligheder, som bidrager til at Danmark kan præstere bedre, såsom Christian Stadil, Stine Bosse, Morten Albæk og Lars Kolind.
Relevant information
http://www.jobzonen.dk
Firma
Jobzonen A/S
Rådhuspladsen 37
1785 København V,
Danmark
+45 33 95 90 07
+45 33 95 90 07
http://www.jobzonen.dk/