10/07-14
-
Pressemeddelelse
Nu får Samsø-færgen LNG fra Q8
Samsø Kommune har indgået en aftale med Q8, der som det første energiselskab i Danmark nu skal levere LNG til den første danske indenrigs gasfærge. LNG er flydende naturgas og det mest miljøvenlige fossile brændstof, der findes.
Samsø-færgen bliver den første indenrigsfærge i Danmark, der sejler på flydende naturgas. Q8 bliver samtidigt den første leverandør i Danmark af det miljøvenlige fossile brændstof LNG (Liquefied Natural Gas), som er naturgas, der er kondenseret og gjort flydende ved nedfrysning til minus 162 grader. Med LNG forsvinder svovludledningen, mængden af sodpartikler bliver markant mindre, og CO2-udledningen reduceres med op til 20 procent i forhold til konventionel diesel.
Understøtter grøn profil
Det er Q8 Danmark A/S, der har vundet LNG-udbuddet fra Samsø Kommune. Udbuddet indbefattede en komplet supply chain løsning inklusive LNG bunkerenhed ved skibssiden i Hou, Jylland. Markedschef Anders Højer fra Q8 siger:
"Vi leverer en meget driftssikker løsning, som er optimeret specielt til maritime miljøer med store saltkoncentrationer i luften. Alle ventiler er placeret indendørs i LNG-bunkerenheden. Den samlede løsning er på én gang økonomisk fornuftig og miljøvenlig og understøtter dermed Samsøs grønne profil. For at undgå udslip af metan er bunkeringanlægget og den mobile tank gjort emissionsfri, og begge dele kan bruges til såvel LNG som LBG (flydende biogas). Derfor kan kommunen også på lidt længere sigt bruge anlægget til at forsyne færgen med lokalt produceret LBG fra Samsø-siden i Sælvig."
"LNG har miljømæssige fordele, men også økonomiske. I øjeblikket går priserne på hhv. gas og olie hver sin vej, og det ser ud til, at gaspriserne stille og roligt falder. Det gør det interessant at investere i et LNG anlæg," forklarer Anders Højer.
Transportsektoren skal se frem
LNG-forsyningsaftalen rummer positive perspektiver for de maritime aktører i transportsektoren. Med etablering af LNG supply- og infrastruktur er det nu blevet mere realistisk og attraktivt at omstille forbruget fra fuel og marinegasolie til gas. Det gælder både i forhold til ombygning af eksisterende skibe på diesel og helt nye fartøjer, designet til at sejle på LNG. Baggrunden er de skærpede miljøkrav indenfor det nordeuropæiske SECA-område fra den 1. januar 2015. Fra den dato må skibene kun anvende brændstof med et maksimalt svovlindhold på 0,1 %.
I dag er der omtrent 50 skibe i Europa, der sejler på LNG. Man forventer, at dette tal om fem til seks år vil være steget til omkring 1.000. Den nye gasfærge MF Samsø har en "dual-fuel" motor og kan sejle på både LNG og konventionel marinediesel. Den vil blive taget i drift i november 2014.
Bunkering sker i pitstop-stil
Blandt kravspecifikationerne i udbuddet fra Samsø Kommune var, at løsningen skulle sikre daglig bunkering af omtrent 12 m3 LNG om aftenen - vel at mærke på højst 15 minutter.
Søren Stensgaard, der er Teknisk Forvaltningschef i Samsø Kommune, siger:
"Vi ønskede i udbuddet, at MF Samsø skal kunne bunkres på 15 minutter - et krav, der ikke var let at opfylde, men Q8 præsenterede den rigtige løsning til den rigtige pris, så på et kvarters pit-stop vil færgen få fyldt LNG på hver aften."
Leverandør af alternativt brændstof
Q8's nye status som leverandør af LNG er helt i tråd med virksomhedens strategi for Business Development, som går ud på at udvikle og sælge produkter, der kan imødekomme markedets behov for mobilitet og nedsat CO2-udslip. Q8 har sikret leveringen af gas via aftaler med førende leverandører i Holland, hvorfra LNG leveres direkte til skibssiden i Hou.
Den samlede LNG-løsning er blevet til i tæt samarbejde med en række danske partnere. Blandt underleverandørerne er Kosan Crisplant, der står for bunkeringanlægget samt konsulentfirmaet Moving Energy.
Firma
Q8 Danmark A/S
Arne Jacobsens Allé 7
2300 København S,
Danmark
80 20 88 88
42 12 64 19
http://www.q8.dk