Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/05-11   -   Pressemeddelelse

Autisme: Efterskoleband tog konference med storm

Elever fra Rosenkilde Efterskole stod for det musikalske indslag ved åbningen af den nationale autismekonference, SIKON. Prinsesse Marie var blandt publikum, som kvitterede for bandets optræden med stående ovationer.

Åbningsceremonien for SIKON bød i år på live-optræden med elevbandet fra Rosenkilde Efterskole. Til trods for det uvante i at skulle spille på en konference med over 1000 deltagere var det en håndfuld cool og veloplagte drenge, som indtog Odense Koncerthus med stil.
"Det er jo en kæmpe ting at skulle stille sig op og optræde for så mange mennesker, men drengene håndterede det flot, og publikum var med dem hele vejen," fortæller Michael Jensen, som er lærer på Rosenkilde Efterskole.

Greb chancen
Besætningen på trommer, bas, guitar, klaver og sang lagde godt ud med Elvis' "Hound Dog". Midt i nummeret forsvandt lyden på trommerne pludselig - men heldigvis slog den udfordring på ingen måde drengene ud. De kørte bare på og fortsatte, godt støttet op af et entusiastisk publikum. Og under det næste nummer - Rocazinos "All My Love" - fungerede lyden igen, helt som den skulle.
"Det var en fantastisk præstation, og jeg er simpelthen så stolt af dem. At spille på en landsdækkende konference er for drengene en enestående chance for at vise, hvad de kan. Den chance greb de fuldt ud, og det vil være en oplevelse, de har med sig resten af livet," siger Michael Jensen.

Stående ovationer
Oplevelsen blev bestemt ikke mindre af, at autismekonferencen havde royalt besøg. Prinsesse Marie er protektor for Landsforeningen Autisme, og som sin første, officielle opgave i den egenskab, skulle hun overrække årets autismepris under åbningsceremonien. Til stor glæde for eleverne fra Rosenkilde Efterskole havde den travle prinsesse afsat tid til at blive under hele showet. Hun nåede således at høre dem spille og var med til at hylde dem for indsatsen. Det var nemlig et særdeles begejstret publikum, som med stående ovationer udtrykte glæde over efterskoledrengenes flotte optræden. Det betød, at bandet fik lov at spille et ekstranummer ("Summer Of '69"), før de rundede af med en fællessang (Kim Larsens "Joanna"). Da koncerten endelig var slut, måtte drengene flere gange frem og bukke for publikum, som blev ved med at klappe. Også efter koncerten fortsatte der med at komme positive tilkendegivelser fra tilhørerne.

Om Rosenkilde Efterskole
Rosenkilde Efterskole er en skole under Autisme Center Vestsjælland (ACV), som tilbyder undervisning på 9.-10. klassetrin, tilrettelagt for børn og unge med autisme-spektrum-forstyrrelser.

Relevant information

http://www.a-c-v.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Rosenkilde Efterskole
Rosenkildevej 85
4200 Slagelse, Danmark

  58552780
  58552780

http://www.a-c-v.dk

Modtag nyheder fra Rosenkilde Efterskole på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater