17/06-11
-
Pressemeddelelse
Stor interesse for energiløsninger
En interesseret energiminister har blandt andet brugt Folkemødet til at se, hvordan Bornholm arbejder med nye energitanker.
Klima- og Energiminister Lykke Friis (V), som gæster Bornholm i forbindelse med Folkemødet, har udvist stor interesse for de mange energiprojekter der findes på øen fortæller Ole Schou Mortensen, direktør i Østkraft.
Onsdag var hun forbi "energiteltet" " på festpladsen i Allinge, hvor fem lokale energiaktører er gået sammen om at bruge Folkemødet til at vise gæsterne hvorfor Danmark skal omstilles til et bæredygtigt samfund og hvordan det kan gøres i praksis. I den forbindelse fortalte øens Borgmester Winni Grosbøll blandt andet Klima- og Energiministeren om bornholms overordnede bestræbelser og strategier for at blive en energimæssig test-ø, hvor nye teknologier kan afprøves. I "Energiteltet" fik ministeren bl.a. også demonstreret en af de intelligente elbils-ladestandere som øens elforsyningsselskab Østkraft er i gang med at installere i Rønne.
Mikkel Høst fra Energitjenesten fortalte blandt andet Klima- og Energiministeren om den bornholmske solcelleordningen hvor der i øjeblikket ydes tilskud på 25%. For at synliggøre dette på festpladsen i Allinge er der opsat et solcelleanlæg med 10 paneler som til sammen yder 1800 Watt, når solen skinner. Det aktuelle og historiske elproduktion vises til lejligheden på en stor fladskærm i skyggen fra panelerne, hvor man også kan læse mere om tilskudsmulighederne.
- Her til formiddag besøgte Lykke Friis biogasanlægget Biokraft A/S ved Aakirkeby. Foruden en rundvisning på biogas-anlægget præsentrede ledelsen af Biokraft nogle forslag til hvordan de generelle rammevilkår for drift af biogas-anlæg i Danmark burde forbedres, fortsætter Ole Schou Mortensen.
Efter mødet på Biokraft præsenterede Østkraft det kommende Ecogrid-projekt for Klima- og Energiministeren under en frokost på Østkrafts kontor i Rønne. Ecogrid er et EU-projekt, med en økonomisk ramme på 20,5 mio. euro. Projektet, som får omdrejningspunkt på Bornholm, skal vise hvordan fremtidens elsystem kan holdes stabilt, trods en stigende mængde "ustabile" energikilder såsom vind- og solenergi.
- Vi er glade for at Klima- og Energiminister Lykke Friis har taget sig tid til at høre om de mange bornholmske energiprojekter, og der har også været rigtigt meget at vise frem slutter Ole Schou Mortensen, direktør i Østkraft.
Relevant information
http://www.oestkraft.dk/fm