03/03-10
-
Pressemeddelelse
Smeltevandet giver problemer og vandskader
Vinteren har været udsædvanligt kold i år og foråret nærmer sig. Der er allerede mange, der er blevet overrasket af sprængte vandrør, tage der giver efter for dyner af sne samt fygesne, som ligger og smelter på loftet. Og der vil komme endnu flere, i takt med at temperaturen stiger. Det kan give store mængder smeltevand, som siver igennem tage, loftsisolering osv.
"Husejere bør være ekstra opmærksomme på at fjerne snedriver fra husmure og sokler for at undgå de tøskader, som kan være den ubehagelige konsekvens af meget smeltevand, og som ikke umiddelbart dækkes af forsikringsselskaber. Derudover bør sommerhusejere tjekke, om deres vandrør er frostsprængte. Mange husejere vil nemlig opleve, at deres forsikring ikke dækker de skader der forårsages af smeltevand, medmindre der er tale om et voldsomt tøbrud" udtaler Toke Elley, produktchef ved Dantherm.
"Hvis sneen ligger op ad huset, kan smeltevandet trænge gennem væggen og ind i huset. Den anden fare er, at sneen ikke kan få ordentligt afløb og måske oversvømmer huse og kældre. Derfor skal man være opmærksom og forebygge, inden det bliver til en vandskade", pointerer Toke Elley.
Ingen dækning
Forsikringen dækker typisk kun, hvis man selv har forsøgt at forebygge skaderne. Det er derfor ikke nu, man skal spare på varmen eller have glemt at lukke for vandet i fritidshuset, for hvis en skade kunne forebygges med sund fornuft, og der alligevel indtræffer en skade så vil man selv stå tilbage med regningen.
Det kommer bag på mange boligejere, at de skal være opmærksomme på vinterens mindre glædelige overraskelser. Minusgraderne denne vinter har sendt antallet af anmeldte frostskader på himmelfart i forhold til tidligere år. Og ofte bliver problemerne først synlige når isen begynder at tø.
Når skaden er sket
"Er skaden alligevel sket, skal vandet udtørres. Dette gøres allerbedst med en affugter. Der er flere forskellige typer at vælge imellem, alt efter temperatur og fugtighed", fortæller Toke Elley.
"Til vandskader hvor temperaturen er over 15ºC er f.eks en mobil kondensaffugter type CDT-S fra Dantherm et godt valg. Den giver mulighed for at lede opvarmet tør luft gennem slanger derhen, hvor problemet er koncentreret, f.eks. i en væg eller under et gulv. Er der tale om et uopvarmet rum anbefales en adsorptionsaffugter, som er mere effektiv ved lave temperaturer", slutter Toke Elley.
Affugterne kan købes i byggemarkeder eller lejes ved maskinudlejningsfirmaer.
Relevant information
http://www.dantherm-air-handling.dk