Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/06-11   -   Pressemeddelelse

Ung fotograf skal bo med Rensdyrfolket

Rasmus Degnbol er 28 år og iværksætter med eventyrlyst. Han startede Degnbol Fotografi for bare 1,5 år siden, og nu tager han til Mongoliet for at lave en bog om Tsaatan-folket - Rensdyrfolket mod øst. Et af de sidste nomadefolk i verden.

Rasmus Degnbol har travlt med at afslutte en del projekter, inden eventyret i Mongoliet kalder den 9. juni. Et eventyr, der er en investering i hans virksomhed, Degnbol Fotografi. Han skal bo med nomadestammen, Tsaatan-folket, i tre uger, hvor han får mulighed for at følge dem helt tæt. Efter i alt seks ugers oplevelser vender den unge fotograf hjem med en masse billeder fra landet med verdens laveste befolkningstæthed. Resultatet kan opleves i en fotobog og på en udstilling i slutningen af året.

Siden han startede sin virksomhed i nov. 2009, har den 28-årige iværksætter haft travlt med spændende projekter i Nordjylland. Men samtidig rumsterede drømmen om at fotografere stammen i Mongoliet.

"Jeg havde i næsten fire år haft den her drøm om at besøge stammen i Mongoliet og lave billeder, som ingen andre har lavet. Derfor lovede jeg mig selv, at når budgettet hang sammen, ville jeg tage af sted. Det er et eventyr og en oplevelse, men samtidig er det jo en investering i min virksomhed", forklarer den unge iværksætter, som er spændt på de udfordringer, der venter ham.

Tsaatanfolket - billeder af et uddøende folk
Rasmus Degnbol skal bo hos det uddøende nomadefolk i tre uger. Her skal han lave et unikt portræt af et folk, der bor helt afskåret fra omverden i det nordligste Mongoliet. Rejsen dertil er lang, for det tager i alt seks dage at nå det truede nomadefolk, heraf fire dage til hest. Rasmus Degnbol vil lave et portræt, før det er for sent, for Tsaatan-folket er truet på deres eksistens.
Nomadefolket lever et primitivt liv og har et helt unikt forhold til de hellige rensdyr. Og netop rensdyrene har afgørende betydning for stammens overlevelse, da næsten 90% af deres føde består af mælk fra rensdyrene. De lever side om side med rensdyrene, og ved hjælp af de hellige dyr kommer Tsaatan-folket omkring.

Det lave antal rensdyr har et stykke tid truet stammens eksistens. Tsaatan-folket får ikke længere statsstøtte til import af rensdyr, og den globale opvarmning har medført en eksplosion i antallet af myg, hvis æg giver rensdyrene en dødelig hjernesygdom. Ingen rensdyr - intet Tsaatan-folk, og Rensdyrfolket mod øst kan altså snart være historie.

Rasmus Degnbols portræt kan forhåbentlig være med til at sikre nomadefolkets eksistens, for den unge fotograf giver 30% af overskuddet fra fotobogen og udstillingen til import af nye rensdyr.

Fra tanke til handling
Iværksætterens drøm blev til virkelighed, fordi han tør investere i sin virksomhed, og fordi han tør drømme.

"Jeg tror, det er vigtigt at gøre de ting, man brænder for. At turde kaste sig ud i projekter, som måske ikke ligger lige for. Den her tur er jo med til at udvikle mig og dermed også min virksomhed", lyder det fra den ambitiøse fotograf."

Fra den konkrete plan på tegnebrættet til flybilletten i hånden er der gået et års tid, for det er ikke nemt at få godkendelser til at bo hos et nomadefolk. Med hjælp fra en interesseorganisation er det hele faldet på plads, og med visum, vaccinationer osv. er Rasmus Degnbol nu klar til sit eventyr. Han anbefaler andre at bevæge sig væk fra deres komfortzone og springe ud i drømmene.

Yderligere oplysninger
Rasmus Degnbol.
Ikke i perioden 9/6- 20/07.
Læs mere på Rasmus Degnbols blog: www.rasmusdegnbol.com/blog

Relevant information

http://www.rasmusdegnbol.com


Billeder


Pressekontakt


Firma

Degnbol Fotografi
Østre Alle 6
9530 Støvring, Danmark

  40700999
  40700999

http://www.rasmusdegnbol.com

Modtag nyheder fra Degnbol Fotografi på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater