24/05-16
-
Pressemeddelelse
Advokat Steen Petersen vinder i klagesagen Biao mod Danmark ved Menneskerettighedsdomstolen
Menneskerettighedsdomstolens storkammer i Strasbourg har netop afsagt dom i den kendte sag Biao mod Danmark, som omhandler 28-års reglen (nu 26-års reglen). Der er tale om en principiel sag om et dansk afslag på familiesammenføring i 2003. Ret&Råd Advokat Steen Petersen og hans klienter fik medhold i, at der var tale om indirekte diskrimination.
Mennesketsdomstolens Storkammer har netop afsagt dom i klagesagen Biao mod Danmark, som går helt tilbage til 2003.
Sagen vedrører 28-års reglen (nu 26-års reglen), der diskriminerer personer, der er født uden for Danmark og først opnår dansk statsborgerskab senere i livet. Sagen omhandler Ousmane Biao, der søgte familiesammenføring og blev afvist af de danske myndigheder, af Landsretten og Højesteretten. I 2014 fik advokat Steen Petersen og hans klient Ousmane Biao tilladelse til at indbringe sagen for Storkammeret, bestående af 17 dommere - noget der yderst sjældent sker.
Og i dag er der altså faldet dom i sagen. Klagerne fik medhold i, at der forelå indirekte diskrimination efter artikel 14, jf. artikel 8, og blev tilkendt 6000 euro i tort.
Dommen er afsagt med stemmerne 12 mod 5 i denne principielle sag om et dansk afslag på familiesammenføring i 2003.
Flertallet finder, at de danske regler favoriserer danske statsborgere med dansk etnisk baggrund på en uproportional måde i forhold til danske statsborgere med anden etnisk baggrund end dansk.
Den danske regering har ikke påvist tvingende eller meget vægtige grunde til denne forskelsbehandling efter 28-års reglen.
Advokat (H) Steen Petersen, der har været advokat for klagerne siden 2003, udtrykker stor tilfredshed med Storkammerdommen.
"Uanset alle klagesager er konkrete, bør politikerne give 26-års reglen (tidligere 28-års reglen i udlændingeloven et særdeles grundigt serviceeftersyn, så lignende sager kan undgås i fremtiden", udtaler Steen Petersen.
Relevant information
Læs mere om Biao-sagen her
http://www.ret-raad.dk/blog/28-aars-reglen-deler-vandene-i-hoejesteret-og-i-menneskerettighedsdomstolen-i-strasbourg
Få mere at vide om Steen Petersen
http://www.ret-raad.dk/om-ret-og-raad/kontorer/glostrup/steen-petersen
Firma
Ret&Råd Advokater
Nørre Voldgade 16, 4. sal
1358 København K,
Danmark
+45 70 20 70 70
https://www.ret-raad.dk