22/06-20
-
Pressemeddelelse
Skal sommerhuset blive i familien?
Hvis du vil sikre, at det netop er børnebørnene, der skal arve dit feriehus, kan du skrive en såkaldt successionsrækkefølge ind i dit testamente. Det vil sige, at du kan beslutte rækkefølgen på arven, så dine børnebørn bliver tilgodeset.
Måske har du et sommerhus, som du selv har arvet fra dine forældre, du ønsker skal forsætte med at være i familiens eje. I så fald er succesionsrækkefølge i dit testamente en mulighed.
Se flere generationer frem
Advokat Annemette Larsen fra Ret&Råd Advokater hjælper de klienter, der gerne vil sikre en kontinuitet, og at arven bliver i familien med succesionsrækkefølge i deres testamente.
”Du kan f.eks. sikre dig, at arven tilfalder dit barn på førstepladsen, og at den ved dit barns død går videre til barnets egne børn. Dermed får dit testamente virkning for flere generationer. Du kan dog ikke træffe bestemmelser om arv længere ud end til én ufødt generation,” påpeger hun.
Har jeg ikke sikret, at arven bliver i familien ved et særeje?
”Det er en udbredt opfattelse, at hvis man gør arven til sine børn til deres særeje, indebærer det, at arven ved barnets egen død automatisk tilfalder børnebørnene – og ikke ægtefællen. Sådan forholder det sig ikke,” siger Annemette Larsen.
”Du skal være opmærksom på, at særeje ikke i sig selv sikrer, arven bliver givet til dine børnebørn. Det skyldes, at når dit barn arver efter dig som særeje, og barnet dør, bliver særejearven fordelt efter arvelovens regler, dvs. halvdelen til ægtefællen og halvdelen til børnene – og ikke det hele til børnene, som mange tror,” siger hun.
Successionsrækkefølge, kombineret med en klausul om særeje, kan være en løsning, hvis dit svigerbarn er insolvent, og du af den grund ikke ønsker, at det skal arve.
Arveloven er ikke nok
Arveloven regulerer kun kortfattet bestemmelserne om arv i successionsrækkefølge. De nærmere retsvirkninger af successionsrækkefølgen bør derfor beskrives i testamentet, så der ikke senere opstår tvivl om, hvordan det skal forstås.
”I praksis kan det være en udfordring, hvis dit barn ikke har holdt arven efter dig adskilt fra din øvrige formue. Det er heller ikke altid at et barnebarn, der er indsat i successionsrækkefølge, bliver gjort opmærksom på sin rettighed, desværre,” afslutter Annemette Larsen.
Du skal tale med en advokat om, hvorvidt en succesionsrækkefølge er relevant for dit testamente. Det er især en fordel, hvis arven har en vis størrelse som et sommerhus.
For mere info:
Kontakt:
Advokat Annemette Larsen, Ret&Råd Randers
E-mail: ala@ret-raad.dk
Telefon: +45 89 15 25 28
Pressekontakt
Annemette Larsen
Advokat
+45 89 15 25 28
+45 89 15 25 28
Firma
Ret&Råd Advokater
Nørre Voldgade 16, 4. sal
1358 København K,
Danmark
+45 70 20 70 70
https://www.ret-raad.dk