22/02-11
-
Pressemeddelelse
Boligrådgiver med stor viden og engagement
Advokat Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske BOLIGadvokater, fylder 50 år fredag den 25. februar.
Danske boligejere kan trygt læne sig tilbage i sofaen, når advokat Jan Schøtt-Petersen toner frem på tv og giver sin vurdering af spørgsmål i forbindelse med bolighandler og senest den digitale tinglysning. Modsat mange andre advokater har Jan Schøtt-Petersen nemlig en dejlig befriende evne til at forklare komplicerede ting på en let forståelig måde og med et smil på læben. Evnen til at kommunikere skyldes, at Jan Schøtt-Petersen er født og opvokset i et håndværkerhjem i Søborg og fik håndværkergloserne ind med modermælken. I 1984 afsluttede han sine jurastudier på Københavns Universitet og blev efterfølgende advokat og ekspert i lovgivningen indenfor området.
Jan Schøtt-Petersen er herudover kendt for at være en jovial og gemytlig fyr med en sund hang til livets sødmer. Men som både ejendomsmæglere, Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen har mærket, siden han tiltrådte som formand for Danske BOLIGadvokater, gemmer der sig også et dybt engageret menneske bag den rare facade. Et menneske der ikke lader sig spise af med letkøbte forklaringer eller undskyldninger, når han føler, han har fat på noget. Samme ihærdighed udviser han overfor klienter eller journalister. For selv om han er både engageret og nærværende, står han altid parat med en forklaring eller en kommentar over telefonen.
Trods sit hverv som formand for BOLIGadvokaterne og som bestyrelsesmedlem i advokatkæden Ret&Råd har Jan Schøtt-Petersen også et stort antal verserende sager på sit kontor hos Ret&Råd Helsingør, hvor han sammen med hustruen, Henriette, driver advokatvirksomhed på 16. år. Med en smuk udsigt over vandet mod Helsingborg har han, hvad han selv kalder en "blandet landhandel". Jan har nemlig en fast kreds af klienter, som han har opbygget gennem sine mange års virke siden advokatfuldmægtigtiden hos Robert Koch-Nielsen (det senere Plesner) i København.
I sin fritid er Jan Schøtt-Petersen sammen med familien i Espergærde, hvor han hygger sig med hustruen Henriette Andersen og deres to piger på 11 og 14 år. Herudover tager familien på skiferie og en tur i deres båd. Lidt squash bliver det også til i ny og næ. Men alt tyder på, at Jan Schøtt-Petersen også de næste mange år vil være at finde i retten, i fjernsynet og på mobiltelefonen. Til fordel for både advokatstanden og sine klienter.
Jan Schøtt-Petersen CV:1961: Født i Søborg
1984: Cand. jur. Københavns Universitet
1987: Advokat
1992: Møderet for Højesteret
1996: Egen advokatpraksis i Helsingør
Relevant information
http://www.ret-raad.dk
Firma
Ret&Råd Advokater
Nørre Voldgade 16, 4. sal
1358 København K,
Danmark
+45 70 20 70 70
https://www.ret-raad.dk