16/03-11
-
Pressemeddelelse
Mange brugtbilskøb ender i retten
Ret&Råd oplever, at mange brugtbilskøb mellem private ender i retten. Dette sker, fordi folk ikke får en uafhængig bilvurdering og først bagefter opdager, at de ikke har fortrydelsesret. Samtidig viser ny undersøgelse, at danskerne er utilfredse med brugtbilsbranchen, mens Ankenævn for biler modtager flere klager.
Mens salget af brugte biler i Danmark ligger på sit højeste i to år, oplever Ret&Råd, at mange klager over køb af brugte biler ender i retten. Danske brugtbilskøbere er ofte utilfredse, fordi de ikke får den bil, de havde regnet med.
Købeloven gælder ikke"Vi har desværre flere sager, hvor private købere ønsker at anlægge retssag mod private sælgere i forbindelse med brugtbilshandler. De fleste købere er ikke klar over, at de ikke er omfattet af forbrugerbeskyttelsen i købeloven, når sælger er en privatperson. Hvis bilen ikke er kaskoforsikret, er der heller ikke mulighed for at få dækket sine sagsomkostninger via retshjælpsforsikringen," siger Casper Hauberg Grønnegaard, direktør hos Ret&Råd, der som advokater ofte rådgiver en af parterne i konflikter om brugtbilskøb.
Ret&Råd anbefaler altid brugtbilskøbere - uanset om de køber bilen hos private sælgere eller hos en forhandler -, at de får en uafhængig synsvurdering af bilen, inden de finder tegnebogen frem. Ender det med en retssag, kan det medføre omkostninger for flere tusinde kroner.
30.000 kr. i tabte omkostninger"Taber køberen sin sag i byretten, skal han både dække sine egne og sælgerens omkostninger. Det koster ofte op imod 30.000 kr. Derfor råder vi alle købere til at få foretaget et uvildigt bilsyn, inden de køber bil af en privat sælger. Folk kan ofte spare en masse ved at købe privat, men de er ikke klar over, at de så samtidig mister retten til den almindelige forbrugerbeskyttelse," fortæller Casper Hauberg Grønnegaard.
I modsætning til en bilhandel mellem to private parter, så er købere omfattet af forbrugerbeskyttelsesreglerne og har to års reklamationsret, hvis en brugtvognsforhandler står for salget. Imidlertid viser en nylig undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen, at flertallet af forbrugerne ikke er tilfredse med servicen hos brugtvognsforhandlerne.
Utilfredshed med brugtbilsmarkedetI ForbrugerForholdsIndekset fra slutningen af 2010 lander brugtbilsmarkedet på en 45. plads ud af 49 undersøgte markeder. I undersøgelsen bedømmer forbrugerne forbrugerforholdene ved at vurdere markedernes evne til at skabe tillid, gennemsigtighed og gode klageforhold. Kun pensionsselskaber, udbydere af fastnet- og mobiltelefonabonnementer samt udbydere af TV-pakker klarer sig dårligere i forbrugernes øjne.
Flere klagesager hos Ankenævn for bilerUtilfredsheden med brugtbilssalg understreges også af oplysninger fra bilklage.dk om køb af brugte biler hos brugtvognsforhandlere. Det forholdsvis nye ankenævn for biler, oprettet i 2009, håndterer klagesager på biler til en værdi over 100.000 kr. Her fornemmer man, at "langt hovedparten" af alle klager er over køb af brugte biler, forklarer formand Thomas Møller Thomsen.
Faktaboks: Flere bilklager hos Ankenævnet for biler2009: 207 klager
2010: 268 klager
Ankenævnet vurderer, at langt hovedparten af klagerne omhandler køb af brugte biler.
Kilde: Bilklage.dk
Baggrundsboks: Uvildig gennemgang af brugte bilerI de seneste år har flere og flere forhandlere benyttet en brugtbilsattest, som giver en uafhængig vurdering af bilens tilstand og sikrer både sælger og køber. Forbrugerne ved, hvad de får og undgår at købe en vare, der ikke lever op til deres forventninger. Sælgeren kan styrke tilliden til, at bilen er i orden.
Billedtekst:Mange klager over køb af brugte biler ender i retten. De fleste brugtbilskøbere er ikke klar over, at de ikke er omfattet af forbrugerbeskyttelsen i købeloven, når sælger er en privatperson, siger direktør Casper Hauberg Grønnegaard fra Ret&råd.
For mere information, kontakt venligst:
Casper Hauberg Grønnegaard, direktør Ret&Råd A/S, mobilnummer: 26 84 16 41
Relevant information
http://www.ret-raad.dk
Firma
Ret&Råd Advokater
Nørre Voldgade 16, 4. sal
1358 København K,
Danmark
+45 70 20 70 70
https://www.ret-raad.dk