18/02-16
-
Pressemeddelelse
Skilsmissefamilier skal tage stilling til sommerferien allerede nu
For skilsmissefamilier, er det ofte et større puslespil at få planlagt sommerferien. Selv om vi kun skriver februar måned, er det derfor på høje tid at planlægge sommerferie - særligt, hvis der udsigt til at planlægningen kan gå i hårdknude. Ret&Råd Advokat Elin Andersen giver gode råd til, hvad der er vigtigt at få aftalt, og hvordan I hurtigt kan løse en evt. konflikt.
"De fleste skilsmissepar har en ordning med, at den ene forælder vælger ferie i lige år og den anden forælder vælger i ulige år. I disse tilfælde går planlægningen som regel gnidningsfrit, men har man ikke en lignende aftale, ser vi desværre ofte, at forældrene ikke kan nå til enighed. Hvis det sker, skal forældrene ansøge om at få ferie via Statsforvaltningen", Siger Ret&Råd Advokat Elin Andersen.
Undgå at blive fanget i lange sagsbehandlingstider
Hvis du er samværsforælder og endnu ikke har en aftale med den anden forælder, så er det vigtigt at du ikke lader tiden gå, idet du i så fald risikerer at du ikke nå at få forholdene afklaret inden sommerferien begynder. "Hvis du skal være sikker på, at Statsforvatningen kan nå at tage stilling til din sommerferie med børnene, skal du med andre ord være ude i god tid - og det er altså nu", udtaler Ret&Råd Advokat Elin Andersen.
Gavnligt med klare retningslinjer mellem jer
Ferier kan fastsættes af Statsforvaltningen, eller I kan selv aftale dette. Hvis I vælger selv at fastsætte ferien, er det vigtigt , at I får fastlagt meget klare retningslinjer for følgende:
- Hvem skal vælge ferie først?
De fleste har en ordning med, at den ene forældre vælger i lige år og den anden forælder vælger i ulige år.
- Hvornår skal førstevælger melde ferie?
Det er vigtigt, at I aftaler en dato for hvornår ferien senest skal meddeles den anden forælder. Ofte anvendes 1. februar eller 1. marts som dato. Såfremt førstevælger ikke giver meddelelse inden tidsfristen, bør retten gå over til den anden forælder.
- Det er vigtigt, at I får fastlagt, hvordan ferien skal deles.
Skal samværsforælderen have 3 uger sammenhængende? 2 uger sammenhængende og en yderligere uge? 2 uger der ikke må være sammenhængende? Osv.
- Det er også vigtigt, at I får taget stilling til hvornår ferien starter, såfremt samværsforælderen har samvær op til ferien. F.eks. hvis der er ordinært samvær fra fredag til søndag, og ferien starter lørdag. Her skal der tages stilling til, om det ordinære samvær om fredagen bortfalder, eller om ferien i dette tilfælde reelt starter fredag.
Sådan som reglerne er, bortfalder samværsforælderens ret til samvær i bopælsforælderens ferie. Dette bør man være særlig opmærksom på, hvis man som samværsforælder ikke har ret meget ferie, idet dette kan betyde, at der går meget lang tid uden kontakt med barnet eller børnene.
Såfremt bopælsforælderen ikke ønsker, at der skal være samvær, sker det ofte at bopælsforælderen planlægger sin ferie på en sådan måde, at ferien lægges hen over så meget samvær som muligt, så samværet udelukkes i så lang tid som muligt.
Mange forældre synes, det kan være svært at blive enige om ferier og samvær, og derfor ender sagerne ofte i Statsforvaltningen, men sådan behøver det ikke at være.
Løs uenigheden uden om Statsforvaltningen
Hvis I ikke kan blive enige om ferien, er Statsforvaltningen ikke den eneste mulighed. En meget overset mulighed er at anvende mægling, også kaldet mediation, til at opnå enighed.
Der er mange advokater som er uddannede mediatorer, og som vil kunne hjælpe et forældrepar til at blive enige om en aftale om samvær og ferier. Fordelen ved at vælge denne vej i stedet for Statsforvaltningen er, sagsbehandlingen er langt hurtigere, og at begge forældre får indflydelse på, hvordan samværet og ferierne bliver skruet sammen, og at man kan få lavet en skræddersyet løsning, som begge forældre er tilfredse med.
Få jeres aftale ned på papir
Hvis I er enige om samvær og ferier, kan det være godt givet ud at få aftalen sendt forbi en advokat, således at I sikrer jer, at den indeholder de vilkår der er væsentlige for at aftalen rent faktisk er anvendelig for jer. Også er det altid godt at have, hvis situationen spidser til på et senere tidspunkt.
Relevant information
læs mere om børn og samvær her
http://www.ret-raad.dk/privatraadgivning/aegteskab-og-samliv/boern-og-samvaer
Få mere at vide om Elin Andersen
http://www.ret-raad.dk/om-ret-og-raad/kontorer/grenaa/elin-andersen
Pressekontakt
Elin Andersen
Advokat
21 68 00 31
Firma
Ret&Råd Advokater
Nørre Voldgade 16, 4. sal
1358 København K,
Danmark
+45 70 20 70 70
https://www.ret-raad.dk