16/02-07
-
Pressemeddelelse
Social IT: Øget digitalisering kan give botilbudene mere tid til omsorg
- Hvis vi vil misrøgt af beboerne på de sociale specialinstitutioner til livs, kan digitalisering være en del af løsningen. En øget digitalisering af specialinstitutionerne kan nemlig skabe den ressource- og kvalitetsoptimering, som baner vejen for mere nærhed, kvalitet og effektivitet i dagligdagen.
Det mener sekretariatsleder Anette Pihl Nielsen, Social IT som en kommentar til afsløringerne af de stærkt kritisable forhold på flere botilbud i Danmark.
Anette Pihl Nielsen henviser blandt andet til erfaringerne fra tre specialinstitutioner, som har indført et socialpædagogisk it-system til at håndtere det daglige arbejde med dokumentation af indsatsen i forhold til den enkelte beboer og dermed skabe et ledelsesmæssigt overblik i hverdagen.
Erfaringerne fremgår bl.a. af kandidatafhandlingen "Digitalisering af specialinstitutioner - konsekvensanalyse", skrevet i 2006 af to kandidater fra Syddansk Universitet om konsekvenserne af en digitaliseringsproces på tre specialinstitutioner fra Vejle og Fyns Amt.
I afhandlingen udledes det bl.a., at hver medarbejder på en social specialinstitution kan frigøre op til 134 timer fra administrativt arbejde om året ved at arbejde digitalt med handleplaner, dagbøger og medicinhåndtering - tid, der eksempelvis kan anvendes til at højne kvaliteten af indsatsen eller øge antallet af ydelser.
- Mange botilbud er fx opdelt i flere geografisk adskilte enheder, så det som ledelse kan være svært at følge hverdagen tæt. De sociale institutioner er generelt præget af en lav digitaliseringsgrad, hvor mange af notaterne om hændelser og episoder stadig kun er dokumenteret i kinabøger og mapper, der ikke er umiddelbart tilgængelige. Det betyder, at det kan være overordentligt svært at skabe sig et overblik over alle kroge af institutionen. Her kan fx udarbejdelse af § 111-handleplanerne, den daglige kommunikation mellem de enkelte afdelinger og mellem medarbejder og ledelse med fordel digitaliseres, siger Anette Pihl Nielsen. Det vil samtidigt skabe større åbenhed og dialog mellem medarbejderne om det socialpædagogiske arbejde.
Social IT er et videns- og praksisbaseret netværkssamarbejde stiftet af BizzKIT, navnet på it-og kommunikationsklyngen under det fynske Brobyggerprojekt.
Yderligere oplysninger
Læs mere om arbejdet med digitalisering af den sociale sektor på www.bizzkit.dk/social-it/
Relevant information
http://www.bizzkit.dk/social-it/