31/05-10
-
Pressemeddelelse
Selvmord: Hvem skal have Werther-prisen 2010?
I de sidste 20 år er antallet af selvmord faldet støt i Danmark. Men der er fortsat ca. to selvmord dagligt, og det er derfor vigtigt fortsat at have fokus på dette vigtige problem.
Desværre er der en dokumenteret tendens til, at uheldig omtale af selvmordsforsøg og selvmord i perioder kan føre til flere selvmord
For at skærpe opmærksomheden på denne uheldige sammenhæng er der indstiftet en særlig pris, Werther-prisen. Prisen uddeles hvert år til en mediearbejder, der gennem sit virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.
Formålet med prisen er at fremme en etisk forsvarlig formidling af selvmordsproblematikken i de danske medier, og enhver kan indstille en kandidat til prisen.
Kom med din kandidat
Nu er der mulighed for at indstille til Werther-prisen 2010. For at indstille en kandidat, skal man opfylde følgende betingelser:
-Indstillinger skal sendes skriftligt til Center for Selvmordsforskning.
-Der skal være tale om en motiveret indstilling på maks. 1 A4 ark vedlagt eksempler på eller henvisning til kandidatens arbejde
-Kandidaten skal selv kunne acceptere indstillingen
Sidste frist for indstilling af kandidater er den 10. august 2010. Ved udvælgelse af årets modtager af prisen, vil der blive lagt vægt på, i hvor høj grad kandidaten lever op til formålet med prisen.
Formålet med prisen og dermed også retningslinjerne for tildeling af prisen ligger i forlængelse af WHO's anbefalinger, som kan ses på http://www.selvmordsforskning.dk/Web/Site/Menu1/Presse.
Prisen er på kr. 10.000, og den uddeles på Verdensdag for selvmordsforebyggelse, World Suicide Prevention Day, i Valby den 10. september 2010 kl. 15.00.
Den unge Werther
Werther-prisen har fået sit navn efter hovedpersonen i Goethes roman fra 1774, "Den unge Werthers lidelser", som ender med at begå selvmord. Da bogen udkom, medførte den en regulær bølge af selvmord i såvel Tyskland som det øvrige Europa, hvor unge mænd der identificerede sig med Werther tog sig af dage ved at benytte samme metode.
Fænomenet beskrives i fagkredse som "Werther-effekten". Prisens navn skal derfor minde om, at selve formålet med prisen er at lære af historien og bl.a. undgå at omtale selvmord og selvmordsforsøg på en måde, som kan være med til at øge antallet af selvmord.
Inspiration fra Belgien
Ideen til en mediepris for at forebygge selvmord stammer fra Belgien, hvor man indstiftede en lignende pris i 2003. Werther-prisen blev første gang uddelt i Danmark i 2005.
De foregående prismodtagere er:
-2009: Bente Hjorth Madsen, psykolog, Center for Selvmordsforebyggelse - Risskov
-2008: Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer, DR
-2007: journalist Tommy Byrne, Fyens Stiftstidende
-2006: redaktør, Thorkild Nyholm, DR
-2005: journalist Inger Anneberg, freelance
Bag initiativet i Danmark står en arbejdsgruppe bestående af Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd, Anja Thomsen, repræsentant for Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Per Roholt, Dansk Journalistforbund og Lilian Zøllner, Center for Selvmordsforskning.
Relevant information
http://www.selvmordsforskning.dk