19/03-09
-
Pressemeddelelse
Kaj Refslund: Vi skal styrke det frivillige arbejde
I Nyborg Kommune er der mere end 200 frivillige klubber og foreninger - og de er guld værd for kommunen. Det mener Nyborgs næste borgmester, Kaj Refslund (V).
- De mange små og store klubber er nemlig med til at skabe socialt netværk og spændende aktiviteter i hele kommunen. Og så er de samtidig beviset på, at borgerne sagtens selv kan finde ud at skabe værdi i deres eget liv og lokalsamfundet, uden at kommunen altid behøver at blande sig, siger Kaj Refslund:
- Klubben Fredagsbowling er et fantastisk godt eksempel på, styrken i den frivillige indsats. I 2007 besluttede en håndfuld ældre medborgere at starte deres helt egen bowlingklub i Nyborg. Det første år nåede de op på 34 medlemmer. I år er de snart over 80 medlemmer, der trofast mødes hver eneste fredag i to timer, hvor de bowler, snakker og griner. De har helt uden det offentliges indblanding skabt et fantastisk sammenhold med smarte, sponsorerede klubtrøjer, og de holder både sommerudflugter og julefrokoster sammen.
Ud over at klubben garanteret er med til at forhøje de ældres livskvalitet, så er den også en forsikring mod ensomhed. Her lærer de ældre nye mennesker at kende, og det er kontakter, som også kan bruges resten af ugen. Selv hvis vi ville, så kunne kommunen aldrig skabe sådan et tilbud for kommunens ældre. For styrken ligger jo netop i, at det er de ældre selv, som har fået ideen og taget ansvar for at etablere og drive klubben, siger Kaj Refslund, der til gengæld også mener, at kommunen har en forpligtigelse til at understøtte de mange gode frivillige initiativer og foreninger.
- Jeg mener, at initiativer som Fredagsbowling skal belønnes efter devisen noget for noget. Når de ældre fx selv laver sådan en aktivitet, så er det også kun rimeligt, at kommunen giver dem en hjælpende hånd i form af støtte til fx lokaler og kontingent. Men vi skal ikke tage hele arbejdet fra dem, for det er jo en del af glæden ved at have skabt noget selv, mener Kaj Refslund.
RÅD TIL DE SVAGESTE
Samtidig giver de mange frivillige ildsjæles indsats kommunen mulighed for at fokusere kræfterne og pengene på de ældre, som virkelig har behov for støtte og hjælp:
- Der er ingen tvivl om, at en del ældre ikke har for mange penge at rutte med i det daglige, og jeg ser det som min opgave at være med til at sikre, at de ældre, som ikke har råd til at deltage i fællesskabet eller er for syge og svage til at gøre det, også får de tilbud, som de har krav på. Det gælder ikke mindst vores ældre medborgere på plejehjemmene. De er ofte de ældste og svageste medborgere, men det er også de borgere, som har skabt grundlaget for vores nuværende velfærdssamfund.
Min forældres generation har om nogen knoklet, op til 48 timer om ugen med hårdt fysisk arbejde på fabrikkerne, på værftet eller i landbruget. Vi skylder dem et værdigt liv med indhold, så derfor skal vi sørge for at holde og gerne forbedre standarden på vores plejehjem.
Det har vi heldigvis også mulighed for at gøre, når de ældre, som kan klare sig selv, tager ansvar for deres eget liv. For deres frivillige indsats og personlige initiativ betyder, at vi bruger vores resurser til at yde en ekstra indsats for de svageste. Det er en gode løsning både for de velfungerende ældre og for de ældre, som har brug for mere hjælp, mener Kaj Refslund(V).
Relevant information
http://www.kajrefslund.venstre.dk