14/08-07
-
Pressemeddelelse
Først giver det dejlig honning - siden gør det gavn som tømmer
"Danmarks mindste Tømmerhandel" i Lundeborg importerer akacie-træ fra F.S.C. certificerede plantager.
De fleste kender træet under navnet akacie. Hos Danmarks måske mindste Tømmerhandel, Lundeborg Tømmerhandel, hedder det robinie og er en ny, spændende vare med mangeårig holdbarhed til legepladser, hus og have, hegnsstolper, pæle, havnebrug og andre krævende opgaver i det fugtige danske klima.
Robinie kan sammenlignes lidt med egetræ, fortæller Christian Bidstrup, indehaver af Lundeborg Tømmerhandel, men robinie har faktisk en levetid i jordkontakt, der er ca. 40 pct. længere end egetræ. Det viser en række forsøg. I kontakt med jord er Robinie også væsentlig bedre end lærk, Douglas og trykimprægneret træ.
Lundeborg Tømmerhandel har allerede leveret robinie til flere legepladser rundt i hele landet, f.eks. Djurs Sommerlands nye legeplads, hvor der blev valgt robinie til stolper der skulle graves i jorden.
Stammerne fås i deres naturlige form uden bark. Det yderste splint-træ er fræset af og derefter pudset, og derfor perfekt til legepladsbrug. Det er det rene kernetræ, der benyttes og det er ikke fyldt med giftstoffer som det trykimprægnerede.
Derfor er robinie det miljøvenlige valg til legepladser, men samtidig også det bedste rent holdbarhedsmæssigt.
Træet dyrkes i F.S.C. certificerede plantager i bl.a. Ungarn, hvor bierne har glæde af den til deres produktion af akacie-honning.
Innovativ og miljøvenlig virksomhed
Lundeborg Tømmerhandel har igennem ca.11 år drevet innovativ virksomhed med speciale i miljøvenlige byggematerialer og med hovedvægten lagt på træ og træbeskyttelse. Det gælder især lærketræ, Douglas, egetræ, og nu robinie samt diverse linolieprodukter og andre byggematerialer.
De nævnte træsorter er i dag snart mere brugt end de trykimprægnerede, som både har en ringere kvalitet og ikke mindst en ringe miljøprofil.
Firmaet har specialiseret sig i miljøvenlige træsorter og leverer over hele landet, hvis kunderne ikke selv afhenter.
De etablerede køber også
Selvom Lundeborg Tømmerhandel vel er Danmarks mindste Tømmerhandel, har virksomheden måske det største geografiske handelsområde. Christian Bidstrup:
"Jeg mener, at de etablerede trælaster m.m. stadig er noget konservative i deres indkøb af byggematerialer. Der er dog flere trælaster som efterhånden har fået øjnene op for de gode, "nye" byggematerialer.
Byggematerialebranchen er præget af kapitalfonde og indkøbere der er uddannet på en handelsskole, og det er meget godt, men ikke godt nok, når det handler om nødvendig nytænkning. Det er forbrugernes stigende efterspørgsel efter de gode varer, der giver sig udslag i at nogle af de store kædetrælaster, også har været nødt til at handle med os."
Lærk er ikke kun en fugl
"Så man kan sige at de miljøvenlige byggematerialer, hvad angår træ, har fået deres gennembrud, og er kommet for at blive. Så selv de mest stokkonservative byggemarkeder / trælaster må acceptere at lærk ikke kun er en fugl", siger Christian Bidstrup, hvis
kundekreds er både private, virksomheder og offentlige kunder.
"Jeg er engageret i at udbrede og skaffe de gode materialer, og så kan folk bare afhente dem, eller få dem leveret. Man skal aftale besøg eller afhentning på lageret i den gamle ispindefabrik, nu C.C. Jensen´s filterfabrik i Hesselager, hvor jeg lejer mig ind i en hal.
Netværkssamarbejde
Vi er en del firmaer rundt omkring i landet som arbejder i retning mod flere miljøvenlige og gode byggematerialer, og vi har et velfungerende samarbejde/netværk. Situationen i dag er meget optimistisk, og nemmere end for ca. 10-12 år siden, da flere begyndte en indsats med at få bedre og flere miljøvenlige byggematerialer ind på markedet. Det kan vel sammenlignes med økologiske fødevarer, der også havde en svær start, men i dag er accepteret og efterspurgt", slutter Christian Bidstrup.
Faktabox
Robinie (akacie) kan fås i mange forskellige udgaver:
- Naturpæle, afsplintede og pudsede
- Stammer med bark
- Afbarkede og spidsede pæle
- Afbarkede og pudsede
- Palisader, cylindrisk drejede
- Rundtræs-belægning til vej og terrasse
- Tømmer-sveller
- Planker, kantsavede
- Planker med barkkant
- Savede emner
- Terrassebrædder m.m.
Illustration 1:
Robinie.jpg
Billedtekst:
Det yderste splint-træ er fræset af og derefter pudset, og derfor perfekt til legepladsbrug.
Foto: Lundeborg Tømmerhandel
Illustration 2:
Det opskårne tømmer.jpg
Billedtekst:
Terrassebrædder, tømmer, planker, brædder m.m. i lærk, Douglas og eg.
Foto: Lunderborg Tømmerhandel
For yderligere oplysninger, kontakt venligst direktør Christian Bidstrup, Lundeborg Tømmerhandel.
Relevant information
http:// www.laerketrae.dk