05/06-13
-
Pressemeddelelse
Running Svendborg - motion og sightseeing på en gang
Turismeinnovatørerne, historiker Nina Brandt Jacobsen og etnolog Karen Elberg, starter med guidede løbeture i Svendborg
Et nyt turismeinitiativ, Running Svendborg - motion og sightseeing på en gang, har set dagens lys. På en tur fra Centrumpladsen og via havnen, Christiansminde og Ørkildbakkerne løber etnolog Karen Elberg eller historiker Nina Brandt Jacobsen med 13 korte stop, og fortæller om byens historie og nutid i koncentreret form. Gæster kan også "stå på" ved Hotel Ærø på havnen.
Moderat tempo
Turen er på 7,5 km. Mellem stoppene løbes der i et moderat tempo på cirka 6,2
minutter/km. Så deltagerne behøver ikke være elitesportsfolk, men blot almindelige motionister.
- Turen retter sig mod især hotelgæster og lystsejlere. En lille brugerundersøgelse har vist, at den målgruppe helst løber tidlig morgen eller sidst på eftermiddagen, fortæller Karen og Nina, der derfor står parat tirsdag og torsdag klokken 7,00 samt mandag og fredag kl. 17,00. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
Turen koster 100 kr. pr. person som betales kontant ved løbets start.
Karen og Nina kan desuden bookes på andre tidspunkter ved at ringe på 61 60 11 03 eller 28 93 82 73. På turene fortæller Karen og Nina på dansk, men en
engelsksproget version findes også. Den skal dog så specialbookes.
Rejser og fortællinger
Nina Brandt Jacobsen er kendt lokalt for at have startet firmaerne Travelling Heels (aktive rejser for kvinder) og sin deltagelse i Aktivt Øhav - pakkerejser i det Sydfynske Øhav. Karen Elberg er kendt som byguide i Svendborg - især for sin kulturhistoriske værtshustur - og har netop startet online-virksomheden Meet the Locals, der er formidling af besøg hos lokale. Man finder den på meetthelocals.dk på såvel dansk som tysk og engelsk.
Billedtekst:
Etnologen Karen Elberg t.v. og historikeren Nina Brandt Jacobsen t. h. står fire gange om ugen klar til at løbe med turister og forretningsrejsende i Svendborg under overskriften Running Svendborg.
Relevant information
http://www.meetthelocals.dk