Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/01-10   -   Pressemeddelelse

Landinspektøren spiller tværfløjte

Til daglig kender de fleste den 42-Anders Heebøll som den udfarende landinspektør hos Lifa A/S Landsinspektører i Kerteminde. Altid travlt optaget med at måle parceller op og udstykke grunde eller dynget til i papirarbejde på kontoret i Andresens Købmandsgaard.

Men de færreste ved, at Anders Heebøll hver onsdag aften lader måleudstyr være måleudstyr og sætter kursen mod Borgeskovskolen i Nyborg, hvor han spiller tværfløjte i det 60-mand store Nyborg Harmoni Orkester.

- Tværfløjten er nok lidt af en passion for mig. Jeg lærte at spille allerede, da jeg gik i folkeskolen på Højme Skole i Odense, hvor vi havde et rigt musikliv. Ingen i min familie gik særligt meget op i musik, men vi var en flok på 20-25 unge, der mødtes og spillede sammen næsten dagligt på kryds og tværs, fortæller Anders Heebøll, der også spillede i orkester mens han i en årrække boede i Vestjylland:

- Da jeg for 10 år siden flyttede tilbage til Fyn og Kerteminde, undersøgte jeg derfor hvilke muligheder der var for at spille med i et stort orkester i omegnen, og jeg fik det gode råd at kontakte det daværende Nyborg Jernbaneorkester, som havde en meget stærk blæsergruppe, så derfor endte jeg med at spille i Nyborg, siger Anders Heebøll.

Fusionsorkester
Siden fusionerede jernbaneorkesteret med et andet Nyborg-orkester, Vivace, der havde en meget stærk rytmesektion, og det blev til det nuværende Nyborg Harmoni orkester.

- For mig er det stadig en stor udfordring på 10. år, for vi har et bredt og varieret repertoire, så det er aldrig det samme, vi laver. Hvert år holder vi desuden en stor nytårskoncert, hvor vi spiller sammen med kendte kunstnere. I år skal vi spille sammen med sangerne Søs Fenger og Christoffer Brodersen samt trompetisten Per Nielsen. Det er vældigt inspirerende at spille med professionelle musikere af den karat, for det betyder at man lige kommer lidt ekstra ud på kanten af stolen og selv giver den hele armen, mener Anders Heebøll, der håber, at venner og bekendte får lyst til at købe billetter til koncerten, der holder gang i orkesterets økonomi:

- Vi har jo ganske vist Hindsholm Musikforening i Kerteminde, men Nyborg Harmoni Orkester er et godt alternativ, så jeg synes absolut man skulle tage turen fra Kerteminde til Nyborg og høre, hvor gode vi er. Jeg kan i hvert fald love, at det bliver en festlig oplevelse, siger Anders Heebøll.

Suset i salen
Selv er han ikke i tvivl om, hvad der bliver det største ved koncerten den 31. januar i Nyborg:

- For mig er det største at sætte sig ind på min stol på scenen foran så mange mennesker, der er kommet langvejs fra for at høre os. Og så naturligvis samspillet med solisterne! Det bliver utroligt spændende og udfordrende, siger Anders Heebøll.

Kort om koncerten
Nytårskoncert i Nyborg 2010 afholdes den 31.januar kl. 14.00 i Nyborghallerne.

Solisterne ved årets koncertbrag er Søs Fenger, Pia Nielsen og Christoffer Brodersen, som på hver deres måde vil være med til at kaste stjernedrys over arrangementet. Og som prikken over i´et vil det musikalske overflødighedshorn blive bundet sammen af den landskendte konferencier, Alex Bødiker, der blandt andet som medlem af showgruppen Willys Kaffeklub har lavet masser af shows som fx Kerteminde Revyen.

Bag arrangementet står Nyborg Harmoni Orkester, og NGIF Koncertudvalg, der er en økonomisk støtteforening bag Nyborg Gymnastik- og Idrætsforenings afdelinger.

Nyborg Harmoni Orkester
Nyborg Harmoni Orkester består af cirka 60 medlemmer, hvis fornemste opgave er at spille god musik og hygge sig sammen. Orkesteret er resultatet af en vellykket sammenlægning i 2002 af to traditionsrige harmoniorkestre, nemlig Nyborg Jernbane Orkester og Vivace

Repertoiret i orkesteret spænder fra større klassiske værker af kendte komponister til underholdningsmusik fra film- og musicalgenren og populærmusik i det hele taget.

Yderligere oplysninger
Billetsalget til Nytårskoncert 2010 i Nyborg er godt igang, og billetter a kr. 245 + gebyr kan købes via www.nyborgbillet.dk og Nyborg Turistkontor.

For yderligere oplysninger om arrangementet kontakt venligst:

Nyborg Harmoni Orkester
Anne Sigerstrøm, formand
Mobil 51 23 36 74
www.nyborgharmoniorkester.dk/

NGIF Koncertudvalg
John Sørensen, formand
Formand for NGIF Koncertudvalg
Mobil 40 10 09 25
www.ngifkoncertudvalg.dk


Relevant information

http://www.nyborgharmoniorkester.dk/


Billeder


Pressekontakt


Firma

Nyborg Harmoni Orkester
Nyborgvej 52
5853 Ørbæk, Danmark

  51 23 36 74
  51 23 36 74

http://www.nyborgharmoniorkester.dk/

Modtag nyheder fra Nyborg Harmoni Orkester på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire