Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/09-12   -   Pressemeddelelse

Bosted NYT 41 på gaden

I denne udgave af Bosted NYT kan du blandt andet læse følgende historier:

[Frederiksberg Kommune:FKO gør os mere effektive på sigt]

Faglige KvalitetsOplysninger, FKO, er et nyt redskab til dokumentation af resultatet af sociale indsatser i forhold til voksne borgere med handicap, psykiske lidelser og udsatte voksne.

Redskabet er udviklet i et partnerskab mellem KL, seks kommuner og Rambøll Management Consulting. Arbejdet startede i 2011 og har taget udgangspunkt i en anden ny metode, Voksenudredningsmetoden.

Ambitionen har været at udvikle en målemetode, som kan anvendes på det specialiserede socialområde til at måle og dokumentere borgernes udvikling over tid, set i forhold til borgernes funktionsevne og de mål, der er opstillet i borgerens handleplan.

Det har også været et mål, at dokumentationen på borgerniveau skal kunne anvendes til faglig refleksion hos de medarbejdere, der arbejder med borgeren i det daglige, som et led i opfølgning i den enkelte borgers sag, samt til at skabe ledelsesinformation på et aggregeret niveau.

En af de deltagende kommuner var Frederiksberg Kommune, og Social IT NYT har spurgt specialkonsulent Flemming Trap Højer, hvorfor Frederiksberg Kommune valgte at deltage i udviklingsarbejdet:

- Fordi det faldt i tidsmæssig god tråd med den strategiske udvikling af det voksenspecialiserede socialområde, som Frederiksberg Kommune har været i gang med de senere år. Vi har bl.a. implementeret Voksenudredningsmetoden (DHUV), som vi igen har fået digitaliseret og koblet sammen med vores økonomi- og bevillingsstyring.

Udover at vi selv stod midt i udviklingen af en effektdokumentationsmodel, og dermed kunne hente inspiration til egen model, så kunne vi også se en værdi i at bidrage med vores indhøstede erfaring i brugen af DHUV/Voksenudredningsmetoden, samt lytte til andres erfaringer, og dermed medvirke til kvalificeringen af den nu foreliggende FKO-model på det voksenspecialiserede socialområde, siger Flemming Trap Højer, Frederiksberg Kommune.

Læs mere om Faglige KvalitetsOplysninger i Bosted NYT 41.


[Bo- og Levestedet Horskær: Vi er en virksomhed - men også beboernes hjem!]

- Det her er et firma. Så vi skal hver dag levere ydelser af høj kvalitet, så psykisk syge vælger at bo hos os!

Bo- og Levestedet Horskærs leder, Birte Risbøl Pedersen, er ganske klar i mælet:

- Uden tilfredse beboere og tilfredse kommuner får vi som friplejehjem ingen penge i kassen til lønninger og drift. Det er en kultur, som vi arbejder på at indarbejde i huset. Men vi er først og fremmest beboernes hjem, og det er meget vigtigt for os i hverdagen, forklarer sygeplejerske Birte Risbøl Pedersen.

Som friplejehjem med 8-10 samarbejdskommuner er det vigtigt for Horskær at have styr på dokumentationen, herunder at kunne dokumentere tidsforbruget på den enkelte borger.

- Vi har beboere i alderen fra 28 til 75, hvor hjemkommunen har bevilliget lige fra 2,5 time til seks timers socialpædagogisk indsats i døgnet, fastsat ud fra borgerens behov. Og kommunerne vil vide nøjagtigt, hvad de får for pengene. Her spiller medarbejderne en meget vigtig rolle. De har jo det daglige ansvar for at dokumentere deres indsats i Bosted System, så vi kan få pengene hjem. For da vi ikke er et offentligt tilbud, går vi jo i princippet fallit, hvis vi ikke kan få kommunerne til at betale for vores arbejde, siger Birte Pedersen.

Horskær gør derfor meget ud af at afdække den enkelte borger og registrere det konkrete tidsforbrug.

Når en ny borger flytter ind fastsættes en a conto betaling for de første tre måneder, som pr. erfaring er den tid, det tager at vurdere en borgers funktionsevne og behov. Først herefter fastsætter Horskær i samarbejde med betalingskommunen omfanget af den konkrete ydelse.

- Normalt er det ikke dramatiske justeringer. Men der kan være tale om en borger, som har haft et brækket ben og stort plejebehov, der kan reduceres eller omvendt en borger, som har fået det værre, forklarer Birte Pedersen.

- Vi får faktisk meget ros af kommunerne for vores dokumentation, netop fordi de kan se, hvad de får for pengene, siger Birte Pedersen.

Læs mere om Bo- og Levestedet Horskær i Bosted NYT 41.

[Bøge Allé 10 i Ribe: Bosted System kommer lige i rette tid!]

Forandringerne foregår i højt tempo på boenheden Bøge Allé 10, der er del af Botilbuddet Udviklingscenter Ribe. Den 1. januar 2012 blev botilbuddet og det øvrige Ribelund reorganiseret og lagt sammen med et lokalt aktivitetstilbud og en del af hjemmeplejen i Ribe til Udviklingscenter Ribe.

Samtidig har kommunen valgt at indføre voksenudredningsmetoden, og Udviklingscenter Ribe besluttede at sende alle sine medarbejderne på et pædagogisk udviklingskursus, KRAP for at sikre et fælles pædagogisk udgangspunkt for forandringsprocessen.

Derfor er afdelingsleder Pia Hansen meget tilfreds med endelig at have fået Bosted System i huset:

- Bosted System er kommet på det helt rigtige tidspunkt til os. For lige nu higer alle efter at få et fælles system, der understøtter de mange nye tanker og arbejdsgange, siger Pia Hansen, der leder botilbuddet for udviklingshæmmede, Bøge Allé 10.

De mange forandringer og indførelsen af Bosted System er vigtig del af Esbjerg Kommunes masterplan, der sætter rammer for udviklingen af det specialiserede socialområde i kommunen blandt andet gennem arbejdet med resultatbaseret styring, individuelle borgervurdering og fokus på funktionsevne frem for diagnose:

- Masterplanen betyder, at har fået et fælles fokus, så vi nu i højere grad ser på udviklingspotentialet hos den enkelte borger, forklarer udviklingskonsulent, Vivian Krarup:

- Tidligere var der en tendens til, at en borger blev indskrevet på et tilbud på livstid. Udvikling var noget, der fandt sted på den enkelte afdeling, og tilbuddet ændrede sig i takt med, at borgerne fx blev ældre og demente. Nu er tanken, at det enkelte botilbud specialiserer sig, og borgeren evt. flytter til andre og mere passende tilbud, hvis hans behov, det vil sige livsforhold og funktionsevne, ændres, forklarer Vivian Krarup.

For borgere, der bor på Udviklingscenter Ribe betyder det dog ikke, at de nødvendigvis må forlade lokalområdet. Med sine 14 større eller mindre bo-enheder, aktivitetstilbud og voksenstøtteordning er udviklingscenteret i stand til at understøtte en bred vifte af behov, lige fra lettere udviklingshæmmede, der bor i egen bolig i Ribe med et moderat støttebehov til multi-handicappede, der har brug for at bo på en højt specialiserede døgnafdeling med nattevagt.

Læs mere i Bosted NYT 41

[12 kommuner har valgt inCorp Portal]

Mere end hver 10. kommune anvender nu DHUV-udredningsmetoden i inCorp Portal i forvaltningen. Dermed er Team Onlines myndighedssystem landets p.t. mest udbredte løsning.

I september måned afholder Team Online to informationsmøder om DHUV-løsningen.

- 12 kommuner har allerede valgt at anvende inCorp Portal, og på møderne vil vi gerne demonstrere vores løsning med eksempler fra de kommuner, der allerede har taget løsningen i anvendelse samt give en status på, vores plan for den videre udvikling af den kørende løsning.

Det handler blandt andet om indberetning til Danmarks Statistik, Faglige KvalitetsOplysninger, FKO/effektmåling samt dispositionsbudget, siger udbudskonsulent Martin Hansen, der er Team Onlines tovholder på de to dialogmøder i Herning og Roskilde henholdsvis den 11. og 13.september 2012.

[Montagen i Kværndrup:
Innovativt værksted med vokseværk]

Utraditionelt er det første ord, der falder én ind, når man som gæst besøger den nedlagte møbelforretning i Kværndrup, hvor værkstedet Montagen holder til. For overalt, hvor det kan lade sig gøre, er den kedelige beton piftet op med glade farve og udfordret med designmøbler og kunst, der bryder arbejdspladsens monotoni.

-Det koster jo ikke ekstra at gøre noget ud af indretningen. Til gengæld får alle en bedre arbejdsdag, forklarer Montagens forstander, Jos Bisschop, mens han beredvilligt fremviser husets kreative værksted og det lille fitnesscenter i kælderen, hvor han selv har tabt seks kilo siden januar.

En hurtig gennemgang af værkstedet afslører da også, at også Montagen formår at skaffe meningsfuldt og afvekslende arbejde til værkstedets 90 brugere eller medarbejdere, som de kaldes.

- Vi er ikke noget dum-i-arbejde-projekt. Vi udfører kvalitetsarbejde på produkter, som du kan købe i butikkerne i morgen, lige fra portbeslag til engangs-service. Faktisk er vi også eksportvirksomhed, for vi arbejder for Volvo og samler kørestolsramper for et andet svensk firma, siger Bo Pedersen, der som stedfortræder blandt andet styrer indgangen af ordrer, men også værkstedets flåde af lastbiler og busser til at hente og bringe både varer og medarbejdere.

Læs hele reportagen fra Montagen i Bosted NYT 41

[Borgere som teknologiudviklere i samspil med pædagogstuderende]

UC Lillebælts studerende har i flere omgange været involveret i Projekt I-Space, hvor forsknings- og uddannelsesinstitutioner, virksomheder og kommuner i tæt samarbejde udvikler nye teknologier, der skal fremme udviklingshæmmede borgeres muligheder for at lære og træne og for at sætte disse aktiviteter i system.

Blandt andet deltog en gruppe studerende fra pædagog-, ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelsen i pilotafprøvningen af I-Space i efteråret 2011. Her havde de sammen med en gruppe borgere og medarbejdere fra aktivitetstilbuddet Odensevej fokus på udvikling af nye aktiviteter fx spil til teknologien.

Camilla Hansen fra Pædagoguddannelsen i Odense deltog i en gruppe, der havde valgt at sætte fokus på borgerne som teknologiudviklere. Andre studerende arbejdede med indsatser i forhold til "Værksted for krop og bevægelse" og "Specialgruppen".

- Formålet med, at vi som studerende indgik i projektet, var at videreudvikle et spil til I-Space, så udviklingshæmmede borgere kunne bruge det og samtidig finde ud af, hvordan spillet kunne motivere til øget fysisk aktivitet.
Vi motiverede borgerne til selv at komme med deres ideer og videreformidlede dem, uden at misfortolke, siger Camilla Hansen.

[Ligeværdigt samarbejde]

- Det var sådan lidt på gefühl. Vi vidste lige så lidt om teknologien, som borgerne gjorde. Der var virkelig en ligeværdighed mellem os. Vi havde slet ikke den almindelige pædagogrolle, der kan være lidt bedrevidende og magtbetonet, fortæller Camilla Hansen.

Læs mere om i-Space og samarbejdet mellem studerende, socialområdet og teknologileverandørerne i Bosted NYT 41

Se video om I-Space på UCLs hjemmeside [http://webtv.ucl.dk/video/1345961/i-space]

[Om Bosted NYT]

Bosted NYT er et magasin, der udgives af Team Online A/S. Formålet med magasinet er at holde ledelse og medarbejdere på de sociale tilbud orienteret om mulighederne for digitalisering og kommunikation i den sociale sektor. Bosted NYT udkommer fire gange om året i et oplag på 4.500 eksemplarer.

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.


[Bosted System]

Bosted Systemet er et socialpædagogisk it-værktøj udviklet til arbejdet på de socialpædagogiske specialinstitutioner.

Læs mere om Bosted Systemet på www.TeamOnline.dk/bosted


[inCorp Portal]

inCorp Portal er et administrativt, webbaseret dialog -og sagsstyringssystem, der understøtter DHUV-metoden og er udviklet til at håndtere den daglige sagsbehandling og udvekslingen af data mellem forvaltning og tilbud.

Læs mere om inCorp Portal på www.teamonline.dk/incorp/

[Yderligere oplysninger]

Koncerndirektør Michael Sandal, Team Online A/S telefon 66 17 73 13, e-mail MS@TeamOnline.dk
Læs mere om Team Online A/S, og læs hele bladet på www.TeamOnline.dk
Se også den digitale udgave på http://www.bostednyt.dk/

Relevant information

http://www.TeamOnline.dk


Pressekontakt


Firma

EG Team Online A/S
Edisonsvej 2
5000 Odense C, Danmark

  66 17 73 13
  66 17 73 13

http://www.teamonline.dk

Modtag nyheder fra EG Team Online A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater