14/12-10
-
Pressemeddelelse
Naturklagenævnet godkender bro over Christianshavns Kanal
Naturklagenævnet har i dag sendt sin afgørelse til Københavns Kommune, som godkender en ny bro over Christianshavns Kanal. Det betyder, at københavnerne i 2013 kan cykle og gå tværs over havnen fra Nyhavn til Holmen via Christianshavn som alternativ til den stærkt trafikerede Knippelsbro.
Med Naturklagenævnets godkendelse af broernes placering og udformning kan Københavns kommune nu arbejde videre med broforbindelsen over Christianshavns Kanal. Broen er en afgørende del af den nye cykel- og gangforbindelse, som skal binde Indre By sammen med Christianshavn og Holmen til glæde og gavn for københavnerne og byens besøgende.
Københavns Kommune valgte i marts 2010 at klage over Fredningsnævnets dispensation til at bygge en bro over Christianshavns Kanal, fordi den bro, der kunne bygges var unødigt stor og upraktisk i forhold til vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen. Naturklagenævnet har nu givet Københavns Kommune medhold i klagen, så vinderforslagets lette og elegante bro kan opføres. Sammen med den lille bro over Proviantmagasingraven og den store skydebro over Inderhavnen vil broprojektet være med til at profilere København som en af Europas førende cykelbyer.
"Jeg er rigtig glad for den afgørelse, naturklagenævnet har truffet. De nye broer over Inderhavnen og kanalerne binder byen sammen, så cyklister og fodgængere kan komme hurtigt fra Indre By til Christianshavn og Amager Strand. Men for at være sikker på, at vi ikke kun tilgodeser cyklister og fodgængere, men også det unikke sejlerliv i Christianshavns Kanal, har vi i Teknik- og Miljøforvaltningen lavet et udspil til en broåbningspolitik, som blandt andet gør det gratis for sejlerne at passere broerne. På den måde håber vi at gøre København til en attraktiv by for alle både sejlere, cyklister og fodgængere", siger teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
København skal være en moderne storby, hvor bydelene hænger sammen, hvor der er adgang til vandet, hvor der er liv i havnen, og hvor man kan komme sikkert rundt til fods og på cykel. Det kræver, at vi laver nye broer, nye veje og nye cykelruter i takt med, at byen ændrer sig, og nye områder udvikles.
Broforbindelsen forventes at stå færdig i 2013.
Københavns Kommune har modtaget 200 mio. kr. inklusiv gavemoms til etablering af broerne fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Relevant information
http://www.kk.dk