08/02-11
-
Pressemeddelelse
Nu er der SummerCamp om vinteren
Ferierne i de kolde vintermåneder byder nu på gratis fritidsaktiviteter for børn og unge mellem 2-18 år. Københavns Kommune har besluttet at udvide succesen SummerCamp, som i tre år har givet aktive og sjove sommerferier for børn og unge på Ydre Nørrebro.
Mange børn på Nørrebro kender SummerCamp, som har sørget for indhold og gode oplevelser i sommerferierne siden 2008. Gennem idræts- og fritidsaktiviteter har børnene fået mulighed for at smage på forenings- og kulturlivets mange muligheder. De har sammen med andre børn oplevet fællesskab omkring en lang række aktiviteter udbudt af det lokale foreningsliv, kulturinstitutioner og skoler.
Nu bliver SummerCamp udvidet, så der også afholdes aktiviteter i vinter-, påske- efterårs- og juleferien. På Nørrebro kan børnene se frem til VinterCamp i vinterferien. Børn og unge fra hele København er velkomne.
Mikkel Simonsen, som er med til at koordinere VinterCamp, fortæller: "Det fysiske centrum for VinterCamp bliver 2200Kultur - Nørrebrohallen og Osramhuset - hvor foreninger og aktivitetsudbydere får mulighed for at præsentere deres aktiviteter for nye potentielle medlemmer og deltagere. Ud over at give børnene en aktiv ferie er formålet med aktiviteterne nemlig, at flere børn får lyst til at gå til noget i foreningerne og kulturinstitutionerne i lokalområdet."
"SummerCamp på Nørrebro er allerede en stor succes, og det er derfor helt oplagt at udvide tilbuddet til også at gælde ferierne i de kolde måneder. Der er et rigtig stort udvalg af aktiviteter, så nu er der ingen undskyldning for at kede sig i vinterferien," siger Pia Allerslev, kultur- og fritidsborgmester i København.
Aktiviteterne for de yngste foregår i Osramhuset, hvor man bl.a. kan deltage i spændende workshops om fugle, farver, sand- og leranimation. Tilmelding til de enkelte aktiviteter er nødvendig. I Nørrebrohallen afholder Københavnerteamet og Gadeplan Can deres årlige fodboldturnering, som i mange år har tiltrukket mange hundrede børn og unge i ferierne. I år kombineres fodboldturneringen med en række andre VinterCamp-aktiviteter som rapworkshop, hiphop-dans kun for piger, streetdance, taekwondo og basket. Alle aktiviteterne er gratis, bortset fra fodboldturneringen, som koster 20 kr. pr. hold. Man kan se programmet for, hvor og hvornår de forskellige aktiviteter foregår på www.kk.dk/summercamp.
Faktaboks: VinterCamp
VinterCamp er idræts- og kulturaktiviteter, som 2200Kultur, foreninger og andre aktivitetsudbydere i lokalområdet står for i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.
VinterCamp indgår som én af flere såkaldte FerieCamps, som politikerne i Borgerrepræsentationen har besluttet at bevilge midler til de næste fire år. På Nørrebro betyder det aktiviteter i alle større ferier. På sigt skal aktiviteterne udvides til flere bydele i Københavns Kommune. Koordinering og planlægning af FerieCamps foregår i afdelingen Integration & Fritid.
Mere information:
Læs mere om VinterCamp og FerieCamps på www.kk.dk/summercamp.
Relevant information
http://www.kk.dk