11/02-11
-
Pressemeddelelse
Lettere at være ledig i København
Fremover bliver det enklere og lettere at være ledig i København. Ifølge regeringens regler skal en nyledig til samtaler i både a-kasse og kommune i det første halve år. Men et københavnsk forsøg, der lader a-kasser alene tage sig af jobindsatsen i det første halve år, hvorpå kommunen overtager med en mere intensiv jobindsats, er faldet heldigt ud. Derfor bliver den såkaldte Samarbejdsmodel permanent i hovedstaden, og Københavns Kommune vil nu tilbyde alle a-kasser et lignende samarbejde.
"Den københavnske samarbejdsmodel har vist sig at medføre store fordele for de ledige. De skal ikke igennem et forvirrende forløb med samtaler to steder. De kan nøjes med samtaler i deres a-kasse i det første år, og så kan vi som kommune fokusere på at tage os af dem, som behøver en mere intensiv jobindsats," siger Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.
I over et år har a-kasserne TIB, 3F, FOA og Dansk Metal deltaget i forsøgsordningen, og en ny evaluering, fortæller, at a-kasserne har været lige så gode som kommunen til at skaffe de ledige i job. Det har netop fået Anna Mee Allerslev (R) og formand for LO-Storkøbenhavn Peter Kay til at give hinanden håndslag på, at gøre forsøgsordningen permanent.
"A-kasserne der har været med i forsøget er tilfredse med resultatet og de glæder sig til at få et mere permanent samarbejde med Jobcenter København. Et samarbejde, som er til stor gavn for de forsikrede ledige," siger Peter Kay Mortensen.
Anna Mee Allerslev vil nu tilbyde alle a-kasser at komme med i den permanente ordning, og hun håber sammen med Peter Kay Mortensen, at mange vil tage imod tilbuddet. Så mange ledige som muligt skal have tilbud om den enklere indsats, der dog indtil videre kun gælder første-gangs-ledige over 30 år.
Desuden er det et håb både hos borgmesteren og LO-Storkøbenhavn, at politikerne på Christiansborg lader sig inspirere af samarbejdsmodellen. For der er stor kommunal interesse for den i hele Danmark - indtil nu har 21 kommuner landet over overtaget den københavnske samarbejdsmodel.
"Det er vores håb, at Christiansborg kunne lade sig inspirere af den københavnske samarbejdsmodel. Når 21 kommuner allerede har taget modellen til sig, så fortæller det at principperne er et bredt kommunalt ønske. Hvis Samarbejdsmodellen kunne inspirere til en fremtidig arbejdsmarkedsmodel, så kunne det tilfredsstille alle parter," siger Anna Mee Allerslev.
Af de 21 kommuner, som har overtaget Københavns arbejdsmarkedsmodel, er 11 allerede i gang og i 10 kommuner er aftalen med a-kasserne skrevet under, men ordningen ikke sat i værk endnu.
Flere oplysninger:
Anna Mee Allerslev, borgmester for beskæftigelse- og integration: 2612 2853
Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn: 4015 5735
Relevant information
http://www.kk.dk