11/07-11
-
Pressemeddelelse
Målebil finder hullerne i din cykelsti
Møder du en lille bil på de københavnske cykelstier i løbet af de kommende uger, er der ingen grund til panik. Bilen er sendt ud på cykelstierne af Københavns Kommune og måler ujævnheder.
Den viden skal bruges til at prioritere, hvor der er brug for ny asfalt.
Det er hverken sjovt eller sikkert at cykle på ujævne cykelstier med trærødder, kloakdæksler eller huller. Derfor har Københavns Kommune sendt en lille rød/hvid Smartcar ud på byens cykelstier for at tjekke deres stand. Bilen er udstyret med blink på taget, to lasermålere og en GPS, der hvert sekund registrerer bilens position.
Den viden skal kommunen bruge til at finde ud af, hvor der er behov for ny asfalt.
"Vi cykler mere end nogensinde i København, og det slider selvfølgelig på cykelstierne, at de bliver brugt flittigt. Men skal vi få endnu flere op på cyklen og bevare københavnernes cykelglæde, skal det være en fornøjelse at cykle i København. Derfor gælder det om at finde ud af, om der er steder, hvor det ikke er så rart at køre i dag, så vi kan forbedre komforten," siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Ayfer Baykal (SF).
I løbet af de næste to måneder skal målebilen kortlægge ujævnhederne på Københavns i alt 346 km cykelstier. Bilen følger trafikken på cykelstien, og holder sig fra de mest befærdede steder i myldretiden.
Yderligere oplysninger:
- Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal via pressemedarbejder Sune Møller Salomon, Tlf. 2116 2241.
- Projektleder Louise Hvingtoft Hansen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Tlf. 3366 3343.
Flere penge til pleje af cykelstierne
Der er allerede sat penge af til at fylde hullerne ud og forbedre komforten på de cykelstier, hvor målebilen viser, at det er nødvendigt.
Københavns Borgerrepræsentation har i budgettet for 2011 afsat ekstra 10 mio. kr. årligt frem til 2014 til at forbedre byens cykelstier.
De penge kommer oven i de 7 mio. kr., som kommunen i forvejen har afsat årligt til drift og vedligehold af cykelstierne.
"Cykelstierne er i det store hele i god stand, men der er bestemt steder, der kan trænge til en kærlig hånd. Det nytter ikke noget, at vi laver masser af nye cykelstier, hvis ikke vi også har ressourcer til at vedligeholde de mange, vi allerede har. Babyen i ladcyklen skal kunne sove godt på turen - og vi andre skal ikke være nervøse for undvigemanøvrer på grund af huller," siger Andreas Røhl, programchef for cykelområdet i Københavns Kommune.
Det er ikke første gang, målebilen er ude og tjekke cykelstier for huller. Tidligere har den kørt i blandt andet Stockholm, Odense og Århus.
Fakta: Flere penge til cykelstier
- Københavns Borgerrepræsentation har i Budget 11 afsat 10 mio. kr. årligt over de næste fire år til at gøre byens cykelstier endnu bedre.
- I 2011 bliver pengene blandt andet brugt på at lægge ny belægning på 15 km cykelsti - heraf bliver halvdelen lagt på de mest belastede cykelstier.
- Fra næste år vil målebilens resultater blive brugt til at prioritere, hvilke cykelstier, der skal have ny asfalt.
- I år kan cyklisterne se frem til, at der bl.a. kommer ny asfalt på strækninger af:
Amager: Amagerbrogade, Prags Boulevard, Røde Mellemvej, Torvegade på Christianshavn, Ørestads Boulevard.
Indre By: Løngangsstræde og Vandkunsten.
Vesterbro og i Kgs. Enghave: Sti ved Vestre Kirkegård, Sønder
Boulevard, Borgmester Christiansens Gade.
Østerbro: Classensgade, Strandpromenaden og Strandvænget,
Strandvejen, sti langs Kildevældsparken.
Valby: Grøndals Parkvej og Peter Bangs Vej, Vigerslev Allé.
Brønshøj: Hareskovvej, Bellahøjvej og Novembervej.
Vanløse: Jyllingevej.
Bispebjerg: Tomsgårdsvej og Frederiksborgvej.
Emdrup: Tuborgvej.
Relevant information
http://www.kk.dk