Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/09-11   -   Pressemeddelelse

Ny i byen? Sådan kommer du godt fra start på cykel

Biler, busser, brede ladcykler og hurtige fixie-cykler, der dukker uventet op. Den københavnske trafik kan være overvældende de første gange, man begiver sig ud i den på to hjul. Men der er heldigvis masser af hjælp at hente, hvis du er ny cyklist i København. Bl.a. er alle nye københavnere inviteret med til en stor I bike CPH-event på Halmtorvet i morgen.

I København er alt slags vejr cykelvejr, og alt tøj er cykeltøj. Hvis du er ny i byen, har du sikkert allerede opdaget, at det at cykle er en fast del af hverdagen for rigtig mange københavnere. Det er nemlig både nemt, rart og billigt. Men som ny cyklist er det måske også en smule overvældende at hoppe op på cyklen de første gange. Heldigvis kan du få masser af hjælp til at komme godt af sted. Blandt andet tilbyder kommunen gratis cykelkort, velkomstfest i cykelbyen og gode huskeregler til, hvordan det i hvert fald ikke bliver dig, der ødelægger den gode stemning på cykelstierne.

"Det er fedt, at vi nu ved studiestartstid kan byde velkommen til masser af nye københavnere, og vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at alle kommer godt fra start i cykelbyen. Selv vil jeg virkelig anbefale cykelture på de grønne cykelruter. Her kan man cykle i fred og ro for bilerne og få en skøn cykeloplevelse, som man ikke skulle tro var mulig i en storby som København," siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.

Kommunen har lavet et cykelkort, så du nemt kan finde vej til byens grønne cykelruter og andre bilfri genveje. Måske har du allerede fået tilsendt et kort med posten eller fået udleveret et på studiet. Ellers kan du altid bestille et på kk.dk/cyklernesby, som kvit og frit bliver sendt til dig med posten.

Velkomstforst på Halmtorvet
Som ny cyklist er du også inviteret med til en stor I bike CPH-event den 2. september på Halmtorvet fra kl. 15-18, hvor der er velkomstfest for dig og en masse andre nye københavnere. Her bliver der uddelt velkomstposter til de første 100 tilflyttere fra hver bydel, du kan være med til at kåre vinderen af fotokonkurrencen "Det gode cykeløjeblik" og selv være med i lodtrækningen om fem I bike CPH-cykler.

Til velkomstfesten kan du testkøre både ladcykler og almindelige cykler, få et gratis eftersyn af din cykel og tage på en guidet cykeltur med kendte skuespillere og tv-værter. Ikke mindst vil der være lækker musik ved Stella Polaris, og du kan få lidt godt til ganen fra rullende kaffecykler, pandekagecykler og juicecykler. Læs mere om eventen på www.facebook.com/ibikecph

Cykeldogmer:
Her er fem små tips, som er gode at huske, når du cykler i København.
Der skal nemlig ikke så meget til for at sprede god karma i trafikken, så alle kan komme frit frem. Læs mere om cykling i København på www.kk.dk/cyklernesby.

#1 Spred god karma
Bedstemorcykler, racercykler, ladcykler og børnecykler. Cykelbyen er for alle. Så pas på hinanden og giv et smil med på vejen.

#2 Hold til højre
Hold dig i højre side af cykelstien, når du ikke lige skal overhale. Så giver du plads til travle forretningskvinder og ladcykelforældre med hurtige ben, der kommer susende i ydersporet.

#3 Overhal med omtanke
Se dig over skulderen, før du trækker ud for at overhale. Der er altid et cykelbud eller en bankmand i cykeltøj, der er hurtigere end dig.

#4 Husk armen
Dine arme er dine blink- og stoplys. Så husk at række armen ud, når du drejer, og hånden op, når du standser.

#5 Hør klokken
Klokken er din ven. Lyt efter de klare toner i trafikken - også hvis du cykler med din veninde. Når din medcyklist er smuttet forbi, kan I altid sludre videre.

Relevant information

http://www.kk.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Kommune
Rådhuset
1599 København V, Danmark

  39162700
  39162700

http://www.kk.dk/klima

Modtag nyheder fra Københavns Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater