Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/09-11   -   Pressemeddelelse

Seks storkommuner ønsker reform af regeringens unge-politik

Midt under forhandlingerne om nyt regeringsgrundlag spiller Danmarks seks største kommuner, København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers, ud med et bud på ny unge-politik. Det skal sikre, at langt flere får en ungdomsuddannelse og færre ender i ledighed. Helle Thorning Schmidt nævnte flere gange under valgkampen, at ungeledighed og unges uddannelse er et af Danmarks mest akutte problemer i øjeblikket, så de seks byer foreslår den ny regering at nedsætte en hurtigarbejdende ungekommission for at skabe skelsættende ændringer. Udspillet skal også ses som et indspark til regeringsgrundlaget og de efterfølgende trepartsforhandlinger.

6-byerne mener på tværs af partiskel, at den nuværende politik er utilstrækkelig til at løse nogle af Danmarks største problemer - ungeledigheden og det stagnerede uddannelsesniveau. Skal Danmark nå målet om, at 95 procent af alle unge skal tage en ungdomsuddannelse i 2015, så skal der helt andre boller på uddannelsessuppen, mener de seks storbyer.

"Hver måned falder 2.700 unge fra erhvervsuddannelserne og andre unge i stort tal leder forgæves efter en praktikplads. Det kan simpelthen ikke fortsætte. Ikke kun for de unges skyld, men også fordi Danmark om kort tid får desperat brug for veluddannede unge. Som uddannelsessystemet er opbygget i dag, har vi ikke mulighed for at opfylde målsætningen, om at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse," siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune Hans Halvorsen (S), der minder om, at hvis trepartsforhandlingerne skal blive enige om emner indenfor ungeområdet - erhvervsuddannelser, praktikpladser og lignende - så bør kommunerne sidde med ved bordet.

Mai-Britt Iversen (S), rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune er enig.

"Vores ungeudspil skal ses som et kraftigt vink til de nye regeringspartier og til parterne i trepartsforhandlingerne om, at der skal gøres noget radikalt ved ungepolitikken. Ellers kan vi simpelthen ikke fremtidssikre Danmark. Og vi er som kommuner klar til at tage vores ansvar," siger Mai-Britt Iversen.

De seks byer afholdt en konference om Unge-politik i mandags, og er enige om, at den danske ungepolitik skal ændres på fire områder:

1. Lav en reform af ungdomsuddannelserne
2. Tab ikke de sidste unge uden uddannelse på gulvet
3. Gør det muligt at lave en sammenhængende unge-indsats i kommunerne
4. Hjælp nyuddannede hurtigt i job

Fra konferencen kommer 6-byernes forslag om belønning til virksomheder, hvis virksomheden tager praktikanter, evt via nedsat virksomhedsskat. Socialt taxameter for erhvervsskolerne og brobygning til erhvervsuddannelserne via et forforløb til opkvalificering af de mange, som ikke har læse- og skriveevner til en erhvervsskoleuddannelse.

6-byerne foreslår også uddannelsesplan for alle under 30 år, og mulighed for uddannelsespålæg fra jobcentrene til unge op til 30 år.

Peter Rahbæk Juel (S), rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense håber, at en ny regering vil handle hurtigt.

"Lige i øjeblikket ser vi en ledighed, hvor unge veluddannedes kvalifikationer ruster. Det går om kort tid over i, at vi netop mangler unge med kvalifikationer. Kombineret med at alt for mange unge ingen ungdomsuddannelse tager, så står Danmark med et stort problem. Det kræver andet og mere end lappeløsninger af den kommende regering," siger Peter Rahbæk Juel.

Leif Gade (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Randers Kommune er inde på det samme.

"I en tid, hvor der ikke er brug for så mange på arbejdsmarkedet gælder det for kommunerne om at få de unge i uddannelse. De unge må ikke tabe modet og ende permanent på samfundets sidelinje. Det tager vi fat om i forslagene," siger Leif Gade (S).

Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester i København pointerer, at udviklingen går den forkerte vej i øjeblikket..

"Ungeledigheden er fordoblet på tre år, og stabilt gennem 10 år har cirka 18 procent af de unge ikke gennemført en ungdomsuddannelse. Det går simpelthen ikke, når Danmark ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2020 vil mangle 182.000 personer med kompetencegivende uddannelse. Der er brug for en langt større indsats på ungeområdet end hidtil. Nu kommer vi med et seriøst og grundigt indspil til forhandlingerne om nyt regeringsgrundlag", siger Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

De seks kommuner i 6-bysamarbejdet repræsenterer en tredjedel af alle unge i Danmark. Derfor taler de seks byer med en vis vægt.

"I den store sammenhæng, så drejer dette sig også om Danmarks stilling i den globale konkurrence. Uden en veluddannet og arbejdsduelig ungdom, så går landet en hård tid i møde. Derfor kommer vi ikke blot med forslag til radikale ændringer, de skal helst også implementeres hurtigt", siger Henrik Vallø (K), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.

6-byerne, der er et politisk samarbejde mellem Danmarks største byer, på beskæftigelsesområdet, har tidligere spillet ud med forslag til ny beskæftigelsespolitik. I den kommende tid vil rådmænd og borgmestre arbejde på at udbrede tankerne i både beskæftigelsesforslaget og ungeforslaget.

Følgende står bag udspillet:

Peter Rahbæk Juel (S), rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Odense Kommune. Telefon 63 75 40 00
Mai-Britt Iversen (S), rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Aalborg Kommune. Telefon 99 31 25 00
Henrik Vallø (K), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Esbjerg Kommune. Telefon 40 44 60 02
Leif Gade (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Randers Kommune. Telefon 51 56 23 09
Hans Halvorsen (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune. Telefon 21 66 81 03
Anna Mee Allerslev (R), borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Københavns Kommune. Telefon 2612 2853

Relevant information

http://www.kk.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Kommune
Rådhuset
1599 København V, Danmark

  39162700
  39162700

http://www.kk.dk/klima

Modtag nyheder fra Københavns Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater