09/11-11
-
Pressemeddelelse
Kortperle fylder 250 år - og fejres med webside
Christian Geddes store Københavnerkort er nok den bedste gengivelse af København, før luftfotografiet blev opfundet. Og nu kan kortet bruges på linie med Googles bykort
Ingeniørofficeren Christian Geddes store kort over København fylder 250 år i år. Det 2,5 x 2,5 m store kort viser, hvordan København så ud fra luften i midten af 1700-tallet. Københavns Stadsarkiv fejrer den runde fødselsdag med en digital udgave af kortet, der får sin egen hjemmeside: www.kbh1761.dk.
Det historiske kort kan nu bruges på samme måde som Googles luftfotos af København, og det dækker faktisk et område svarende til 50 km2. Bor man "inden for voldene", kan man være heldig at finde sit eget hus. Beboere på eksempelvis Frederiksberg Allé vil se den som en kongeallé uden huse. Beboere på Islands Brygge vil opdage, at de i dag bor, hvor der før var åbent vand.
Kortet giver mulighed for at gå på opdagelse i København: Her ses åen, som i dag ligger i rør under Åboulevarden, byens galge på den nuværende Amerikavej på Vesterbro, det nybyggede Amalienborg, men uden rytterstatue - for den var franskmanden Sally endnu ikke færdig med.
Hjemmesiden giver en guidet tur på Strøget anno 1761, hvor lovovertrædere piskes på Nytorv og mænd med penge på lommen viser deres hvide parykker frem på Østergade. Datidens "Rådhusplads" (Gammeltorv/Nytorv) kan studeres nærmere. Rådhuset kan også ses i en 3 D animation.
En række 1700-tals historikere er med til at fejre 250 års fødselsdagen. De fortæller om stanken på Christianshavn, hvor byens latrin endte,"Stein Bagger"-typer i de fine palæer nær Kongens Nytorv og krigshavnen, hvor Det Kgl. Biblioteks have ligger i dag.
"Christian Geddes kort er en af de største perler i vore samlinger. Kortet har sin egen magi og fungerer faktisk som en tidsmaskine, der løfter os 250 år tilbage - altså til et København på Ludvig Holbergs tid eller den tid, hvor Amalienborg-kvarteret blev bygget", siger Kristian Bak, der er stadsarkivar i Københavns Kommune.
"Blandt historikere vurderes kortet som den nok bedste gengivelse af København før luftfotografiets tid og som en "uudtømmelig kilde" til Københavns historie i 1700-tallet. Det er vurderinger, som er lette at følge, når man ser kortet", siger Kristian Bak.
Nærmere oplysninger: Stadsarkivar Kristian Bak, tlf. 3366 2371 eller projektleder Peter Schøning, tlf. 3366 2372.
Vedlagt 2 illustrationsmuligheder:
Farverekonstruktion af et lille udsnit af kortet. Kortet har oprindelig stærke farve.
Geddes kort som digitalt kort - det er dette kort som er lagt ind i en google-applikation.
Mere om kortets historie og bevaring kan læses på Kbh1761.dk - under menupunktet "Om Geddes kort" - bevaring.
Redaktionen er velkommen til at lægge 3-D animationen "Københavns Rådhus 1761" på sin hjemmeside sammen med et link til www.kbh1761.dk. Videoen kan "embeddes" via Youtube: "Københavns Stadsarkiv".
Relevant information
http://www.kk.dk